Velkommen til Ordningen

Flytning 2.0

2011-10-10T18:32:00.000+02:00

Har I glemt det? Jeg holder til her nu.

Flytning

2011-07-19T23:07:00.001+02:00

Ja ja, så kan I godt opdatere alle de milliarder af blogruller, I går og gemmer mig på, for jeg er flyttet.

Jeg har i årevis haft mit eget domæne, men jeg har aller rigtig fået brugt det til noget. Men nu! NU!

Nu kan I se mit fangsi fjæs i en majsmark, hvis I hopper over på www.ordningen.net

KOM FRISK!

En del af sorg og savn

2011-07-17T16:37:00.003+02:00

"Hej Far, det er Ibber.

Har du set, at Ole Christian Madsen vil filmatisere Ejersbos Afrika-trilogi?

Er det ikke fedt?

Så kan vi se den sammen, når den kommer... det kunne være hyggeligt, ikke....

Det var bare lige det, jeg ville, så jeg smutter igen.

Hej du."

To sider af samme sag

2011-07-16T00:08:00.003+02:00

Det er det der med at få børn.

Skal. Skal ikke.

Hvorfor. Hvorfor ikke.

Skal. Skal ikke.

På den ene side er jeg utroligt skruk. Jeg er glad for børn, nyder at være moster for mine nevøer og tante til diverse andre rollinger. Jeg bliver glad af at være sammen med børn, deres umiddelbarhed, nysgerrighed og simple indstilling smitter af som glæde indeni.

Og så ér der jo det med alderen. Jeg er 32, og jeg kan ikke lyve mig fra, at hver gang jeg ser noget med børn eller gravide kvinder, så rumsterer det i mit underliv, æggestokkene fjoller rundt som maracas og gør opmærksom på sig selv. Min hjerne bliver utroligt klar over den høje tikken fra et ur, der prøver at overbevise verden om, at det er kvart i alarm og lige ved at bryde ud i bimlen og bamlen og vækken de døde med deres larm.

Oven i dét så har jeg jo faktisk en kæreste, som jeg er ganske overbevist om, jeg vil elske resten af mit liv. Han er den, jeg skal leve sammen med, den, jeg vil giftes med, og den, jeg vil have børn med. Og hvorfor så ikke bare få de børn!? Hvorfor udsætte det!? Hvorfor ikke bare carpe diem og komme i gang?

Godt så. Beslutning taget.

......Og dog.

For som I ved, kære milliard læsere, som åndeløst følger mit liv, som det (ubegribeligt sjældent) udfoldes her på Ordningen, så er min far død for ganske nylig. Jeg ved egentlig ikke, om to en halv måned stadig er for ganske nylig. Men det føles sådan her inde i mit hjerte, hvor der er et kæmpe hul, der står FAR på, som jeg bliver ved at græde ned i, og som aldrig hverken kan fyldes op af tårer eller lappes sammen igen.

Og med den smerte i mente kan jeg jo ikke gå ud og blive gravid og få masser af børn og dejlig familie. For så véd jeg jo, at de børn, jeg får, en dag vil stå der i en stor og ond verden helt uden mig. For en dag vil jeg dø. Og så skal de igennem hele denne her smerte og grusomhed, som døden og tabet af en forælder medfører. Og det kan jeg sgu da ikke være bekendt.

Godt så. Beslutning taget.

Home Alone

2011-07-02T20:48:00.004+02:00

Jeg savner altid Kæreste virkelig meget, når han ikke er hjemme. Men jeg elsker alligevel at være alene og prøver altid at nyde det mest muligt. En af de ting, jeg nyder, er, at jeg selv kan bestemme, hvad jeg skal spise. Ingen kompromis, ingen deling, bare mig og det, jeg lige har lyst til, når jeg får lyst til det. Og det kan til tider være noget underligt noget.

En af de hyppigste gengangere, når jeg skal spise alene, er spaghetti med ærter og Knorr béarnaise. Jeg ved godt, det lyder sært, men det er bare en sindssygt god blanding!

Af uforklarlige (og sikkert fuldkommen irrationelle) årsager synes jeg dog, at det mest er en vinterting, så det har jeg ikke fået i denne ombæring.

En anden yndet sag er jasminris. Uden noget. Fordi de bare smager så vildt godt i sig selv.

I dag fik jeg to muffins til morgenmad. Kæreste hævder, at kage ikke er mad, men jeg hævder, at det smagte godt og holdt mig mæt i tre timer. So there.

Til frokost fik jeg smørstegte portobellosvampe, røræg og ristet brød med smør. Og drak juice til. Kl. 15.30. Det var dejligt!

Nu, hvor klokken har passeret de 21, er jeg ved at indtage mit aftensmåltid. Bestående af agurkesalat, hjemmegjort naturligvis, kogte gulerødder og en kold hakkebøf fra i forgårs. Bum.

Og så har jeg ikke engang nævnt, at jeg har haft nattøj på hele dagen!

Noget om hype og kæpheste

2011-06-30T13:27:00.009+02:00

Jeg har rigtig mange kæpheste. Rigtig, rigtig mange. Mange af dem, faktisk de fleste, handler om noget med stavning, udtale og vigtige sager som, hvordan man pakker en indkøbspose eller vasker op på den rigtige måde. Dén slags. Småting.

En anden yndlingskæphest er at være rigtig træt af Apple. Og meget af trætheden stammer fra deres måde at markedsføre sig på.

Da Google kom frem med deres Gmail, var der masser af hype omkring det, og man kunne kun få en Gmail, hvis man var en af de fancy, heldige mennesker, som blev inviteret.

Sådan føles det også lidt med Apple. Se os, vi er en sekt, og vi holder keynotes under stor mediebevågenhed, og du kan få vores produkter og være EKSKLUSIV, ligesom os! Det er så ikke helt og aldeles Apples skyld eller ansvar, at medierne er til fals for smart markedsføring og derfor drukner os alle i omtale af nyeste påfund fra Jobs. Ja, samtlige danske nyhedsmedier, jeg kigger på jer!

Jeg duer ikke til den slags hype.

Jeg synes, Apple laver mange fine ting. Deres iPod Nano, sådan en har Kæreste, er enormt flot og lækker i designet. Men jeg vil ikke selv have en. iPhonen er også utroligt lækker at se på, selvom jeg er mere til den gamle version, men jeg vil ikke selv have en. Og det hænger meget sammen med hypen. Jeg gider simpelthen ikke være en del af råbekoret. Jeg vil hellere være kontrær, stille mig ved siden af og have noget andet, der virker - for mig - ligeså godt.

I løbet af foråret var Twitter et stort råbekor omkring det NYE! og FANGSI! og helt igennem aldeles UUNDVÆRLIGE! sociale netværk Diaspora. Hypen var vild, jeg blev grebet af det, ville være en af de første, sejeste, som fik adgang til Diaspora. Og det blev jeg. Og så skete der ikke en skid.

Jeg blev medlem tilbage i februar, og siden har tre af mine venner derinde skrevet noget. Mest sådan lidt spørgende og sker-her-noget-agtigt. Og nej, det gør der ikke. Der sker ikke noget. Ingenting som helst. Vi bissede som kvæg, løb med strømmen og endte i samme mudderhul.

Nu er Google i gang med at lancere deres nye sociale netværk, der skal være en konkurrent til Facebook, Google+ hedder det. Og på Twitter er der endnu en gang hype, alle vil have en invite, alle vil være med på beatet, alle vil plusses. Og jeg blev straks grebet af det og ville med.

Men så tænkte jeg mig om.

Og nu har jeg besluttet at boykotte Google+, indtil de gør det åbent for alle. Jeg gider ikke være en del af det bissende, tankeløse kvæg. Jeg holder mig for god til det i denne omgang. Hvis du er en af dem, som bisser, er det helt ok, det må du hjertens gerne, og jeg ønsker dig al mulig fornøjelse med det. Jeg gider bare ikke løbe med.

Gmail har nu været åbent for alle nogle år og det samme bliver Google+ helt sikkert. Og jeg kan godt vente og nøjes med Facebook imens.

Afsked

2011-06-27T09:21:00.004+02:00

I fredags samledes familien og spredte min fars aske i havet, som han havde ønsket. Da alle andre var kørt hjem, tog Kæreste og jeg ned til stranden og jeg sagde mit sidste farvel dér.

Han elskede sommerhuset, elskede den strand og det område, og han havde det altid godt, når han var der. Det var hans fristed, det eneste sted, hvor han ikke fik lavet sit arbejde, det sted, han slappede bedst af og havde det dejligst.

Derfor skulle hans sidste, evige hvilested være netop dér. Og det blev det. Nu er han for altid en del af stedet både inden i alle os og ude i virkeligheden.

Far vel.

Men så var det osse.

2011-06-21T20:31:00.006+02:00

Jeg har gået på universitetet utroligt længe, og hver eneste gang, jeg har været til eksamen, har jeg tænkt, at jeg nok ikke bestod.

Hver eneste gang jeg har afleveret en opgave til sekretæren, har jeg tænkt, at det da vel for fanden ikke kunne være helt så let, og at opgaven helt bestemt var det værste lort, og at underviser og censor derfor ville slå sig på lårene og sige "Nå, så dét troede du, hva?!" og så give min opgave 00. Eller -3 endda.

Og at jeg følgelig ville ende på bistandskontoret med fedtet hår og et "Jeg dur ikke til noget"-skilt i panden. For alle ved jo, at selvom andre godt må fejle og lære af det, så skal jeg bare gøre tingene rigtigt i første og eneste ombæring. No pressure though.

Den 7. juni i år afleverede jeg min tredje skriftlige opgave på kandidatstudiet. Og ærligt talt. Det var lidt venstrehåndsarbejde. Jeg havde læst alt i god tid, havde nogenlunde tjek på stoffet, men der var lige det med farmands død og begravelse i midten af det hele. Noget dealing med sorg. Noget tuden øjnene ud og væren angst og bange. Og noget overspringshandling bigtime.

Jeg fik skrevet min opgave. Tre dage i alt tog det mig. 15 sider lang blev den. Og for en gangs skyld var jeg ikke stensikker på hån og rejicering. Hvilket fik mig til at blive bange. For alle ved, at hovmod står for fald. Og alle ved, at nemesis bare står og venter på, at man kom til at tænke, at der var noget, man faktisk godt kunne. Så min ikkeangst forvandlede sig til angst.

Så blev det dog ferie og jeg tænkte på alt muligt andet. Blandt andet næste opgave. Som omhandler noget nær det samme, men er i et andet fag og skal fylde ti sider mere. Suk. Jeg plukkede hyld, kogte saft og sirup. Jeg bondede med kagedåser og andre. Købte bryllupsgave. Drak baja. Spillede Scrabble. Plus det løse.

Og i går kom dommen. Jeg bestod sgu. Faktisk. Så ingen nemesis eller jinx der, bare dygtige mig, der har lavet en helt ok opgave om Jacobsen, Brandes og det moderne gennembrud. Du fredsens!

....men så véd jeg osse bare, at den næste bliver ramt af alverdens ulykker. Det kan jo for fanden ikke være så let. Vel!?

Forresten....

2011-06-16T18:40:00.003+02:00

....nu, vi er i gang med fangsi fotografi og fejring.

Så skal I da se mig.

På 1-årsdagen for den store, evige Kiærlighed.

Et voila.

Avec champagne!

Se mig! Se mig!

2011-06-13T15:50:00.007+02:00

Vi har købt et superfangsi og edderlabert kamera, så nu kan I tro, jeg flintrer rundt og råber "Paparazziiiiii!" Og nogle gange tager jeg også billeder helt uden at sige noget. Tro det, hvem der kan.

I dag har jeg taget billeder af mad. Se mig, se mig, jeg har fået et fotografiapparat og skal være madblogger!

Ej, det skal jeg jo ikke.

Men vi får gæster til ejjemit'skaf, og derfor har jeg bagt noget.

Og nu skal I sørendytme se det! Sgu!

En lækker blanding af æble, ristede og hakkede mandler og sukker. Dejligt med sukker. Og kanel. Og æble. Og nu indser jeg, at jeg glemte rosinerne! Verdammt!

En slags smuldredej smuldres ud over frugtfyldet. Jeg brugte alt for meget smør, så det er mere blevet til en art mørdej, jeg sådan har presset ned i æwlerne.

Den færdige kaw. Åh, den ser fin ud og dufter dejligt. Så nu kan det kun gå for langsomt med at få gæster.

Jow jow.

Sådan er dét nemlig.

Så deeeeeeet.

Ja ja!

Jo!

Uh uh, en romantisk historie!

2011-06-09T10:33:00.004+02:00

På et tidspunkt gik jeg og så noget til denne her fyr, som nok var sød, men som jeg bare overhovedet ikke skulle være kæreste med. Never. Ever. EVAH!

Jo jo, det kunne da godt være, jeg havde inviteret ham med i sommerhus, og jo jo, det kunne da godt være, vi var sammen hele fåking tiden, men kærester!? Fandme nej, den slags var ikke for mig. Overhovedet.

Ovre i sommerhuset var jeg mindst lige så stædig.

Vi hyggede og snakkede og spiste og drak og gik ture og gjorde ved. Ja, ved. Men kærester skulle vi altså ikke være. Det måtte han da bare indse og acceptere.

Men så en aften blev jeg småfuld i rætti god rødvin. Og så tog han sgu røven på mig! Han kiggede mig i øjnene, holdt om mig og tvang mig til at sige, at jeg var forelsket i ham. Er du sindssyg, det var det farligste, jeg i mit liv har oplevet! Og det dejligste.

Og da først jeg ligesom havde indrømmet det, var løbet jo kørt. Så var vi kærester.

Og ved I hvad, det er et helt år siden i dag! Så tillykke til os stædige idioter.

I guder!

2011-05-16T21:59:00.002+02:00

Kære vejrguder

Jeg huskede virkelig meget at sætte pris på det gode vejr, vi havde i næsten hele april.

Jeg var ude i det, jeg elskede det, og jeg fortalte alle, hvor heldige vi var, fordi vi jo godt véd, at april kan byde på pludselige snestorme eller det, der er værre. Jeg nød solen og varmen i fulde drag. FULDE DRAG!

Men ærligt talt. Hvis takken er, at I så bare vender på en tallerken og tager det hele fra os igen, så havde jeg sgu ikke investeret så meget energi i at være glad og oppe over det vejr.

Nu sidder jeg her med knæstrømper, skisokker, joggingbukser, undertrøje (nede i buksen, som vor mor lærte os!), langærmet bluse, uldtrøje og løst hår (for det ér altså koldere, når det er oppe!).

Og jeg røvhamrende fryser.

Så næste gang det bliver dejligt vejr med sol, tør luft og mere end 15 grader, skal I nok ikke lige regne med, at jeg siger praise the weather lord, for jeg véd godt, hvilken omgang narresommer I er.

Hilsen Ibs. Den lille forfrosne.

Overskud

2011-05-15T20:24:00.004+02:00

I morges, allerede før vi stod op, begyndte Kæreste at fable om, at jeg da havde loooovet dejlig morgenmad med både dit og dat. "ARH!" tænkte jeg, det kunne da ikke passe. Jeg havde da bare sagt, at jeg ville lave nogle æg og så læse avisen i ro og mag.

Men mens jeg nægtede pure, indså jeg, at det faktisk også ville komme mig lidt til gode, hvis jeg lavede dejlig morgenmad. Så det gjorde jeg.

På sådan en flad søndag, hvor jeg næsten ikke kunne slæbe mig ud af fjerene, og mine øjne nærmest var for træthedstørre til at få linserne i, fik jeg alliwl hanket op i nogle pander, skærebrætter og de ting, vi lige havde i skabe og køler. Og så fik jeg lavet morgenmad.

I give you - søndagsbrånsj.

Lune havremuffins, ovnristet rugbrød, pandestegt (i smør!) hjemmebagt brød, skyr med hjemmeristet müsli, blåbær og akaciehonning, clementin-appelsinjuice, røræg, friske jordbær og kaffe med dejlig mælk. Kød havde vi desværre ikke lige, så det tænkte vi os bare til.

Manner, det var lækkert.

Jeg elsker sådan mig selv, når jeg får gjort de her ting.

Men jeg mangler stadig en voksen, der gider rydde køkkenet. Anyone?

Den, der elsker meget, skal sørge meget

2011-05-11T17:53:00.003+02:00

Ovenstående kommer fra en bog af præsten og filosoffen Johannes Møllehave, som hedder "Det ender godt".

Mine søstre og jeg forærede min far bogen, da han i februar fyldte 68. Og om det endte godt i det store hele, ved jeg endnu ikke helt, men endt er det i hvert fald.

Min far er død. Efter mange års kamp mod leukæmi måtte han slippe taget. Han fik det præcis, som han gerne ville. Han havde planlagt alt, havde talt med præst og bedemand, havde skrevet annoncer til aviserne, skrevet nekrolog, givet præsten et forlæg, hun kunne prædike ud fra og selv valgt, at han gav slip, netop som alle hans børn og hans hustru var ved hans side.

Jeg ankom om eftermiddagen, min ene søster og stedbror lidt efter, og min anden søster trådte ind af døren blot en halv time forinden. Hjemmesygeplejersken havde været og se til ham, og hun havde netop lukket yderdøren, da ældste søster sagde "Det er nu".

Vi var alle hos min far, da hans vejrtrækning blev uregelmæssig, hans puls faldt og hans liv sluttede. Jeg holdt ham i hånden hele vejen, og vi græd alle, mens vi fortalte ham, at vi elsker ham og at han altid vil være en stor og vigtig del af vores liv. En sidste krampetrækning og så var han væk.

Han døde i sit hjem med sine elskede omkring sig, og det var smukt.

Sygeplejersken kom tilbage, og vi fik klædt ham i det jakkesæt, han havde besluttet, at han skulle have på i kisten. Resten af aftenen og hele natten lå han i sin hospitalsseng i stuen og så så fin og stille ud. Hele tiden sad en af os hos ham. Holdt på ham. Rørte ved ham. Fjernede usynligt fnuller fra jakkesættet. Talte til ham. Forsikrede ham om, at han var elsket og allerede savnet. Kyssede ham på panden. Strøg ham over håret. Tog afsked.

Dagen efter kom bedemanden, kørte en kiste ind i stuen, lagde min far i den, og vi tog afsked igen, før bedemanden lagde låg på kisten. Vi sang og trillede kisten udenfor, bar den hen til rustvognen, som kørte langsomt derfra, mens vi tog afsked igen.

Herefter gik dagene uendeligt hurtigt og utroligt langsomt. Vi var samlet. Gik i cirkler omkring hinanden og os selv. Ventede. Tirsdag skulle bisættelsen være, for præsten, som min far insisterede på, skulle på ferie onsdag.

Vi talte med præsten. Vi talte med hinanden. Vi krammede. Vi græd. Vi sørgede. Og endelig kom tirsdag.

Ingen kunne samle sig om noget. Vi ventede og ventede og ventede. Og så tog vi i kirke.

Bisættelsen var utroligt smuk. Kirken var stuvende fuld. Blomsterne fyldte det hele. Og præsten var helt igennem fantastisk. Hun havde fanget præcis, hvem min far var. Og det varmede. Og frembragte både smil og tårer.

Til sidst samledes børnene, en bror og en svigersøn omkring kisten, som vi bar ud af kirken, ned af gangen og hen til rustvognen endnu en gang. Vi lagde roser på kisten, sang første vers af Altid Frejdig Når Du Går og så til, mens bedemanden lukkede bilen og kørte langsomt derfra. Alt imens vi igen igen igen tog afsked med en utroligt stærk, dejlig og fantastisk mand. Min far.

Ved midsommer samles vi og tager afsked for sidste gang, når vi spreder min fars aske i havet, som han har ønsket. Og jeg er bange for, at dén afsked bliver præcis lige så hård som alle de andre.

Alle de bekymringer, jeg havde, mens han var syg, er nu erstattet af et stort savn, en enorm sorg og en tung, tom fornemmelse i mit hjerte.

Jeg véd, det blev, som han ønskede. Jeg véd, han ikke orkede mere. Jeg véd, han havde accepteret og sagt farvel. Og jeg véd, at han var min far, og at jeg vil elske ham for altid.

Twitterlove

2011-04-13T18:19:00.003+02:00

Vi kender alle til at have en dårlig dag. Nogle dage er topfjong og andre knap så fjong. Atter andre er fuldkommen elendige. Og på de dage er Twitter ganske dejlig at have med sig.

Skriver man på Twitter, at man har en ægte møgbelortet off day, er der straks nogen, som skriver, at det sgu da er træls og ønsker bedring og godt humør. Nogle gange er der endda folk, som sender sjove links og gejl, som måske/måske ikke kan hjælpe på det elendige gemyt.

Og i virkeligheden ved jeg jo godt, at det er fuldkommen effortless for andre at skrive "Håber, det snart arter sig bedre" på Twitter, når man piver.

Og jeg ved godt, at det er så nemt som 1-2-3 at skrive, det er træls for andre, hvis de skriver, deres bedstemor eller nabo er død.

Eller hvis der er andet, som giver anledning til gråd og tænders gnidsel.

Eller. I. Det. Hele. Taget.

Men jeg ved også, at når jeg skriver "Sikke noget lort" og giver udtryk for medfølelse med mine tweeps, så mener jeg det faktisk. Så håber jeg, og ønsker for de andre mennesker, at de må klare sig fint igennem hvad det nu er, de kæmper med.

Og helt naivt går jeg ud fra, at de har det på samme måde, når de skriver sødt til mig. Og uanset om de har, så varmer det mit bette hjerte, når så mange lader til at tage del i min daglige skærmydsler med syg far, jobsøgning og andet lård.

So there.

Twitterlove er måske nok gemt bag masser af afstand, binære systemer og fejlskøn. Men det er fandme rart!

Potato Tomato

2011-04-12T20:49:00.004+02:00

Forleden, da jeg var ude at tisse (nejnej, det handler ikke om tis, der kommer jo kun regnbuer og rosenduft ud af mig!), blev jeg endnu en gang ramt af umådelig irritation over et af hverdagens virkeligt store, omfangsrige og belastende fænomener.

Kæreste havde IGEN efterladt rullen med så lidt papir på, at end ikke Cirkeline kunne have brugt det som klap for øjet.

Så IGEN smuttede jeg den tomme rulle af. IGEN kastede jeg den ud i køkkenet (som er på den anden side af badeværelsesdøren). Og IGEN hængte jeg en ny rulle op.

Alt imens jeg bandede for mig selv, at det sgu da for fanden er pisseirriterende, at han da ikke bare kan sætte en ny rulle på, når der næsten ikke er noget papir tilbage på den gamle.

Jeg vrissede og vendte mundvigene nedad og øjnene opad og hængte så toiletrullen op, som den skal hænge, med flappen nedad.

Jeg så lidt på rullen og kom i tanke om noget formildende; i det allermindste vender han ikke hele tiden rullen, når den hænger med flappen indad.

Sådan som jeg faktisk gør, hver gang han har hængt den med flappen udad.

Ahem.

Spis Bed Elsk

2011-04-07T13:01:00.004+02:00

Nåja, jeg er jo ikke så meget for det der med at bede, som jeg før har været inde på. Og lidt på trods af at jeg for tiden har ret meget, jeg kunne bede for. Eller om. Men jeg gør mig ikke i den slags, jo.

Alligevel har jeg læst bogen Eat Pray Love af den yndige Elizabeth Gilbert fra de store stater mod vest, hvor en hverdagskontakt til Vorherre er lidt mere almindelig, end den er for mig.

Først og fremmest tiltalte titlen mig. Både spisning, bøn og kærlighed er ting, jeg kan se fornuft og godhed i. Og de to af sagerne er noget, jeg er rigtig, rigtig god til. Ydermere så jeg en trailer til filmen en dag, jeg var i biffen, og hvad var underlægningsmusikken? Dog days are over med Florence and the machine. Og jeg ér bare så utroligt glad for Florence, og så måtte jeg jo læse bogen, når den slags musik kunne være passende.

Og apropos passende havde jeg lige et gavekort til Arnold Busck, så jeg tumlede hen i butikken og flåede Eat Pray Love ned af hylden og hen på disken. Og den var endda billig, kostede mindre end 100 bobs. Alt i alt lovende.

Bogen er, som titlen kunne antyde, delt i tre; Spisedelen, bededelen og elskedelen, 36 kapitler i hver. Spisedelen foregår ret meget i Italien, og det handler meget om at give sig hen og nyde de dejligt syndige kulhydrater, som pasta, brød og pizza indeholder så mange af. Uden at føle skyld bagefter! Jeg kunne sagtens relatere og fløj igennem Spisedelen på nulkommafem.

Så kom bededelen. Den foregår i en ashram i Indien og er meget stille og indadvendt. Her gik jeg i stå. Ms. Gilbert har store problemer med sit eget selv, sine tanker og meditation. Der sker ikke så meget, og det meste af det, der faktisk sker, sker inden i Liz selv. Det var egentlig ikke så spændende som at høre om god, italiensk mad.

Efter et par måneder forsøgte jeg mig dog igen, og da var det ligesom nemmere. Nu var jeg også selv et sted, hvor åndelighed og faders sygdom spillede en stor rolle for mig, så måske var det dét, der skulle til. At jeg selv manglede styrke indefra, som Liz gjorde det i bogen. I hvert fald fik jeg læst det og kom videre til Elskedelen.

Og her blev det faktisk ret interessant. Denne del af bogen tangerer en antropologisk fortælling om livet på Bali, som jeg intet vidste om. Spændende! Og så opstår der noget kærlighedsforhold, som faktisk også var ret godt. Jeg kunne i høj grad relatere til det der med at være bange for at give slip og miste en balance, man langt om længe - og med stor møje og besvær - har fundet i sig selv. Så den del fløj jeg også igennem.

Forleden så jeg så filmen. Hvor Julia Roberts faktisk er begyndt at vise alderstegn, hun ser sgu sådan lidt 'Åh, gud mine tvillinger har slidt mig lidt ned'-agtig ud. Og så ved jeg ikke lige, hvad der sker for hendes overlæbe, der ser lidt for restylanet ud. Nok om hende.

Det er lidt blevet et standardsvar, når film bygger på bøger, at bogen er bedre, fordi den indeholder mere. Min helt personlige holdning er, at det er forskellige medier, som kan hver sin ting. Og hvis man laver filmen efter bogen med dét in mente, kan det gå rigtig godt. Som nu i min yndling Nordkraft. Bog og film er meget forskellige, men meget gode.

Det samme kan ikke helt siges om Eat Pray Love.

Bogens historie foregår så meget inde i forfatterinden, at det er svært at skabe en helstøbt film, som fremviser bare lidt af det. Og det lykkes heller ikke. Filmen er simpelthen for overfladisk, den skøjter hen over dit og dat, og vi får slet ikke et ordentligt indtryk af vor protagonist, som må gå så grueligt meget igennem, før hun kan finde sig selv og sin plads i verden.

Så jeg vil bare sige, se filmen og glæd dig over den. Men læs bogen og find glæde i hjertet og sjælen. Ja.

Fundet!

2011-04-04T20:22:00.003+02:00

Ja, de fandt ham jo. Holger. Den lille dreng, som blev væk (nej, det var mor, der blev væk, siger Holger) i Tranum. Hvor fanden i alverden dét så er henne. Ja, de fandt ham. Min kommentar til sagen kom på Twitter, hvor jeg skrev "Selvfølgelig fandt de ham, det er dét, det går ud på!" med slet skjult henvisning til serien af bøger, hvor man på tegnede sider fyldt med alskens vilde væsner skal finde Holger, som altid har hue og briller på.

Jo, den bette rødhårede knægt blev fundet, og hele Danmark gik i massepsykose. Ih og åh og da især uh. For hvad KUNNE der ikke være sket sådan en nat i skoven!

Selvfølgelig var det trist og forfærdeligt, at han blev væk.

Og gu fanden var det da fantastisk og smukt, at han blev fundet.

Men det er så det.

Han har ikke fundet en kur mod kræft. Han har ikke løst sultproblemerne i verden. Han har ikke engang sin jakke rigtigt på.

Jeg er sådan en, som normalt har utroligt let til tårer. Jeg har præsteret at smågræde på en restaurant, fordi en gæst ved et af de andre borde blev rørt og græd over noget, som hans døtre gjorde. Jeg græder hver gang, jeg ser Find Nemo. Og jeg har set den +20 gange. Jeg har sågar grædt til en Merci-reklame. Ok, så tog jeg også en graviditetstest for bare lige at se, om der var ugler i mosen, men nej, jeg ér sgu bare sentimental og blødsøden.

Holger har bare ikke rørt mig.

Måske er det, fordi jeg har så meget om ørerne for tiden. Døende far, manglende indtjening, et hjem langt væk fra folk, jeg holder af. Og så videre.

Måske er det bare, fordi det ikke ér så stor en fåking deal. Børn blir væk og blir fundet hele tiden. Hver dag. Og det er endda småting, sådan i the big scheme of things.

Det var godt, de fandt Holger. Men det ér altså ikke det, der får jordkloden til at dreje rundt. Heller ikke her i bette Danmark.

Gamle dage

2011-03-30T10:25:00.002+02:00

Dengang jeg var lille, havde radioen et søndagsprogram, der var lige i øjet. Eller øret. Om man vil.

Det hed Hot Og Sweet - ikke hot and sweet, for sådan var det ligesom ikke i 80'erne - og de spillede jazz og big band musik.

Det var Glenn Miller, det var Count Basie, det var lutter evergreens og god stemning. Og så ind imellem noget af det der jazz, hvor de lader tonerne løbe fra dem, når de spiller trompet. Truttelut-jazz blev det hurtigt døbt af hele familien, som ikke var så glade for lige dén genre.

Det er mange år siden P3 droppede at have den slags programmer, og det findes heller ikke på nogen af de andre kanaler, som DR råder over.

Men!

Ude på det store internet findes der virkelig, virkelig mange forskellige radioer, som man kan lytte til.

Rat Patrol Radio, Big Band Cantina og jazzradio.com spiller masser af den slags dejlige HotOgSweet-musik.

Så kan man sidde på en helt flad onsdag formiddag og være tilbage i sin fars køkken, da man var 10, og tænke på rundstykker, blødkogte æg, solskin og et simplere liv, hvor det værste, man skulle tage stilling til, var, om man skulle hjem før eller efter, Dollars blev vist om eftermiddagen.

Jeg døde ikke. Denne gang.

2011-03-26T12:12:00.003+01:00

Nå. Men jeg er her stadig. Og jeg har faktisk sovet i nat. Ingen Davy Jones kom og tog mig. Det er faktisk næsten skuffende.

Jeg hørte dog lyden. Men det var i morges, hvor det allerede var blevet lyst. Og så var det faktisk så udramatisk og fjollet, at jeg ikke engang gad se efter, hvad det var. Måske også lidt, fordi det faktisk ville have betydet, at jeg skulle hente briller eller linser for at kunne se noget som helst. Og så var jeg jo blevet alt for vågen. Så jeg vendte mig om og sov videre.

Og nu finder ingen vel nogensinde ud af, hvad lyden var. Hvis det er et spøgelse, må det sgu lige step up og gøre noget nyt.

Til gengæld kan det jo være, jeg dør af fedt om hjertet en gang i løbet af dagen. Jeg udnytter nemlig, at ham, som synes, man ikke kan spise kage til morgenmad, ikke er hjemme, og derfor får jeg muffins til morgenmad.

Og hey, der er sgu da både havreklid og -gryn i. Det er da helt sikkert nok til at opveje den halve pakke smør!

Nej, jeg tror sgu da heller ik på nisser!

2011-03-25T22:49:00.005+01:00

Egentlig tror jeg slet ikke på spøgelser. Ånder, genfærd og den slags, not a chance. Det er simpelthen for usandsynligt. Og så gør det mig bange.

Så det findes ikke. Bum færdig.

Men mange af dem, jeg kender, tror på det. Og de fortæller glad og gerne om det ene og det andet, som de har oplevet med åååånderne. Min svoger, som mistede sin far i december, har fortalt, hvordan han har 'mærket' farmand i sommerhuset, når han har været der alene. Kæreste fortalte, at hans mormor cirka en uge efter sin død havde været i hans værelse. Helt uafhængigt fortalte hans bror forleden om sin egen oplevelse af præcis det samme. Svogers søster har også mærket farmands ånd i nærheden. Og sådan blir de ved. Og ved. Og ved

Den Lille Skeptiker (TM) sidder imens med korslagte arme og siger stædigt "ARRRRRHH, den må I længere ud på landet med!"

Og forsøger virkelig meget på ikke at komme til at tro bare lidt på det. For så! SÅ! Ja, enhver ved sgu da, at hvis man først tror på lortet, så vælter det ind med spøgelser og gespenster, som overtager ens liv. Og det gider jeg jo ikke.

Men så var det osse.

Ja, så var det jo, at jeg vågnede i nat. Af en lyd.

Nogle gange, når ting som glas, kopper eller bestik, ligger tæt op ad hinanden på et bord, kan man høre, hvordan tingene rammer hinanden, når nogen går forbi bordet. Det var den slags lyd, der var i nat. I mit soveværelse. I bælgravende mørke. Pfffffrrrrrlllp.

Samme lyd, med samme antal gentagelser hver gang.

Jeg satte mig forsigtigt op i sengen uden at lave den mindste lyd. Og så holdt lyden op.

Så måtte jeg jo lægge mig igen, og forsikrede lige den indre knap-så-skeptiske, at det helt sikkert var væk nu. Og måske endda noget, jeg bare havde drømt.

Pfffffrrrrrlllp sagde det så. Igen. Med samme rytme og antal som før. Og jeg satte mig hurtigt og larmende op i sengen igen, hvad ér det for noget!?

Samtidig kiggede jeg så på clockradioen, og den viste, at klokken var 4.44.

Oh holy fuck, tænkte jeg, og var nok lidt ved at gå i en stille form for natlig panik. "Det er min far! Min far er død. Nu kontakter han mig!"

Jeg døde lidt af skræk. Besindede mig og i stedet for at få hjertestop, vækkede jeg Kæreste. Han mente, det var en fugl.

Men han må jo være døv. For enhver kunne høre, at lyden for fanden kom fra henne ved døren. Det er overhovedet ikke tæt på udenfor. Det er IKKE en fugl.

Min veninde siger, at det er noget med tentakler. Og jeg har godt set de der piratfilm med Mr. Depp, og jeg kan kun alt for levende forestille mig, at Davy Jones' tentakler kan lave den slags lyd, som jeg hørte. Pfffffrrrrrlllp.

Ganske snart skal jeg i seng. Og jeg er alene hjemme i nat. Hvis jeg aldrig mere blogger, så husk at fortælle en eller anden myndighed, at de skal tjekke mit soveværelse for saltvand, når jeg er død. Og måske spist. Det sagde veninden nemlig osse, jeg ville blive.

Én af dem

2011-03-25T10:29:00.005+01:00

Jeg har opdaget noget om mig. Noget, jeg ikke er sådan helt ægte overbevist om er godt. Når jeg har været et par dage hos min søster og hendes snart tre-årige lille krudtugle, taler jeg ikke om ret meget andet end den bette knægt.

Der kører denne her Hvad Er Lykke-ting rundt i blogland, og en af de første ting, jeg kom i tanke om, var lykken, er, når denne lille gut vågner om morgenen, når jeg er hos dem, og spørger mor, som det første, "Hvor er Ibber?", hvorefter han putter sig ind til mig og siger mit navn. Dét er lykke.

Når jeg er hos dem, deltager jeg jo i alting, og da barnet er virkelig glad for mig, har jeg enormt meget kontakt med ham og oplever derfor masser af ihsåsjove 'han gjorde, han sagde'-ting. Som jeg refererer til hvem som helst. Når som helst.

Forleden da jeg talte med søster i telefonen, fortalte hun, hvordan han havde fået et æg af en sød mand og derefter havde passet utrooooligt godt på det hele vejen hjem.

Og jeg fortæller de her ting til Kæreste helt uafladeligt. Hele tiden, ungen dit, nevøen dat, betteknægt dut dut dut. Lange tirader af blablablabræk.

Altså knægten er jo ikke engang min. Så jeg tør slet ikke gisne om, hvor hæsligt det blir, når jeg selv bliver mor. Jeg kommer jo ikke til at tale om andet end den lille nuzerfantaztizkdejlige guldklump, som naturligvis er bedre, klogere, smukkere og meget mere skøn end alle andre unger i hele verden tilsammen.

Det blir grusomt.

Hvis jeg gør det, har alle i verden carte blanche til at give mig en knytter i face og sige "STRAM OP!"

For jeg gider bare ikke være én af 'DEM'!

Gule Torsdag

2011-03-24T10:44:00.003+01:00

Ja, det er altså ikke en helligdag eller noget som helst. Det er bare torsdag, og solen skinner, og da solen er gul, er det altså gule torsdag. Bum.

Kæresten fik aldrig lavet de pandekager. Så mit traume lever endnu. Min mojo er gået, og jeg må leve pandekageløs. Heldigvis får jeg måske pandekager på lørdag. Lavet af verdens dejligste Klidmoster.

Nej, vi fik aldrig lavet pandekager. Til gengæld fik jeg lavet pitabrød, flutes og andet brød af Søris' gode mel. Og jeg har lavet en jobansøgning, som jeg endda har sendt.

Men Ibber, du er jo i gang med dit studie!?

Jo. Altså. Ja, det er jeg. Men SU har smækket kassen i for mig. Jeg er for meget bagefter. Gider ikke trætte dig, kære læser, med en syg mosters historie, men jeg har skudt eksamener og ligget brak på flere måder, så nu er jeg altså bagefter. Så meget, at de har lukket sluserne og ej sender mig statens penge længere.

Så altså. Jeg har søgt om flere penge, dispensation og den slags, men det tager jo fire forpulede evigheder at få svar på. Og jeg kan jo ikke leve af luftsteg og vindfrikadeller så længe (selvom min figur unægteligt ville have godt af bare lidt af det). Så jeg har altså gloet i annoncer og faktisk fundet et job, jeg synes, lyder utroligt spændende.

Og nu har jeg altså søgt det. Så gider I lige krydse fingre, hva hva hva. Om ikke andet, så bare for at jeg kommer til samtale. Eller at de siger noget pænt om min ansøgning, når de skriver, at de ikke gider mig.

Man hører jo tit om folk, som er et eller andet, mekaniker, møbelsnedker, noget, og som så ti år efter laver noget helt andet, skuespiller, coach, noget. Og jeg tænker, at hvis det er sådan, det skal være for mig, så er det helt fint.

Altså jeg skal jo hverken være skuespiller eller coach, men hvis jeg skal få et job og droppe studiet fuldkommen, så er det jo fint nok. Så får jeg det der 'løn' frem for SU, og så får jeg gang i noget af det, de kalder 'karriere', og så er der jo no end to the possibilities.

Så ja. Jobsøgende. Det er mig.

Hvide tirsdag

2011-03-10T19:46:00.002+01:00

Ja, her skulle have været et indlæg med historien om, hvordan jeg fik superlækre og dejlige pandekager i tirsdags, fordi det var Hvide tirsdag og altså indledning af fasten.

Men ak. Min mojo har forladt mig, så pandekagerne endte med at være smattede og våde, og de blev faktisk bare smidt ud.

Om det var melet (Søris' hvedemel), eller det var den nye opskrift (Tuberkulosens), ved jeg ikke, men faktum er, at de gik helt i vasken.

I aften får Kæreste lov at prøve!

Kampdag

2011-03-08T17:57:00.004+01:00

I virkeligheden er jeg allerede dødtræt af at tale om det, men jeg synes jo, det er på sin plads, så her kommer noget alligevel.

Kampdag. For kvinder.

Altså hvis mænd lavede sig en kampdag, så ville vi skrige rama og brænde deres undertøj. Men vi må godt.

Og ok. Jeg synes jo faktisk også, vi må. Fordi!

Fordi kampdagen har sine rødder i en gammel patriarkalsk samfundsform, hvor kvinder havde en markant anderledes hold-din-kæft-og-lav-min-mad-rolle end vi (gudskelakogtov) har i dag.

Fordi det er vigtigt at huske, at selvom vi har det godt, får kvinder stadig mindre i løn end mænd og anses stadig som en risiko i ansættelsesøjemed, fordi det er kvinder, der bliver gravide og måskemuligvis er den af forældrene, som har flest barn-syg-dage.

Fordi vi skal huske, at kvinder mange steder i verden har det endnu værre end de vestlige kvinder, som opfandt kvindekampsdagen for de der hundrede år siden.

Alt i alt er der god grund til at fejre, at nogle kvinder gik sammen og skabte denne dag, hvor vi alle kan gribe i egen barm (!) og opdage, at selvom visse siger, vi har sejret ad helvede til, fordi mænd ikke engang kan bestemme, at de ikke vil have boho-chik boligindretning (hvortil jeg siger "Grow a pair, stodder!"), så ér det altså stadig vigtigt, at vi husker, at boligindretning er det mindste af det, samt at det ikke altid har været sådan, at vi bestemte ret meget. Eller noget. Som helst.

Det kan godt være, vi får lov til mangt og meget (mere end mormor) i vores liv, men det betyder ikke, at tingene ikke kan blive bedre. Vi må hele tiden være opmærksomme på kvinders - og mænds! - vilkår i samfundet og sørge for, at alle får det bedre på lige fod. Simpelthen.

Og så vil jeg lige gøre opmærksom på, at det faktisk ér mest høfligt, når en mand går foran en dame op ad trapperne. Ellers kunne han jo se lige lukt op under skørtet, og dét kan vi jo ikke have. Før vi tager det af. Vel?

Kræsen

2011-03-04T13:02:00.004+01:00

Prøv lige at sige det igen og så rigtigt smage på det. Kræ-sen. Det lyder ikke godt, vel?

Måske er det en af grundene til, at kræsne mennesker bare heller ikke lyder godt.

Jeg er kræsen.

Jeg vedkender mig det og siger rask væk, at der er nogle (mange) ting, som jeg ikke kan lide. Jeg beder aldrig folk om at lave særlig mad til mig, jeg spiser bare uden om nogle af tingene.

To af landets tvkanaler kører for tiden en række udsendelser, hvor kendte mennesker besøger hinanden og skiftes til at lave mad. En af dem fik sagt, at vedkommende var kræsen og en anden bemærkede, at det da var 'en barnlig holdning at indtage'.

Men hør nu, det er ikke en holdning. Det er en smagssag.

Jeg spiser for eksempel stegt lever eller selleri uden at rynke på næsen, men med stor glæde og iver. Det smager dejligt.

Til gengæld vægrer jeg mig for at spise mørk chokolade, ost eller kage med kaffe. For det smager ikke godt.

Det er virkelig ikke for at være barnlig eller besværlig, og det er ærligt talt mest besværligt og hæmmende for mig selv, jeg har det sådan.

Listen af ting som, i min mund, ikke smager godt, er lang.

Det eneste mørke kød jeg bryder mig om, er ko. Laver du lam, vildt, and eller noget lignende spiser jeg det ikke. For jeg kan ikke lide det. Det smager dårligt i min mund, og jeg ser derfor ingen grund til at putte det dérind.

Jeg forstår ikke, at folk kan synes, en skimmelost smager godt. Jeg forstår ikke, nogen kan sidde og nyde et stykke chokoladekage så fuld af mørk chokolade, at det næsten er mere creme end kage. Jeg forstår ikke, at du gider hælde solbærsaft i dig, når det nu smager så stærkt.

Jeg er helt med på, at jeg desværre går glip af meget på den konto. Og derfor prøver jeg jævnligt at smage på ting, jeg ikke kender eller noget, jeg aldrig har kunnet lide. Noget kunne jo have ændret sig.

Svigermor lavede eksempelvis en brun sovs med roquefort i. Den lugtede fælt af ost, men jeg smagte på den, for det var jo ikke sikkert, den smagte ligesådan. Men det gjorde den, og jeg spiste - uden at kny - mine kartofler uden sovs.

Falder snakken på lam skal kræsne gerne høre et 'Arh, men det er bare, fordi du ikke har smagt, når JEG laver lam!' Og nej, det har jeg ikke, men siden jeg har smagt på lam stort set hver gang, jeg er stødt på det, og det hver gang har smagt decideret elendigt, tipper jeg, at heller ikke DIN lammekølle vil gøre underværker og få mig til at elske lam.

Det er én ting, at jeg skal høre, jeg er barnlig, fordi jeg ikke kan lide dit og dat (og tusind andre ting), og det er, hvad det er, at folk siger, jeg bare skal smage. Men det værste er alle dem, der mener, det er noget, jeg selv skaber, og derfor laver hvad som helst uden at sige, hvad det er. Det er ikke fair. Og jeg opdager det. Fordi jeg ikke kan lide det.

Drop det. Det er ikke sådan, du omvender folk, tværtimod.

Jeg er åben.

Jeg vil gerne smage din mad.

Jeg vil bare have lov til at synes, at noget smager dårligt.

Hvor kommer storken fra?

2011-02-07T18:49:00.004+01:00

Jeg sidder lige og hjælper Kæreste med noget lektieinspiration. Han skal lave et logo til en jordemoder, og det må naturligvis meget gerne inkludere en stork.

Så jeg billedgoogler derudad, og der er virkelig, virkelig mange storke. Tykke, tynde, høje, lave, blå, hvide, whatever. Næsten så mangfoldigt som menneskeheden selv. Og så slår det mig.

Hvorfor har vi netop valgt, at det er storken, der er fødselsdyret, som kommer med bæbsen?!

Det lange næb, de tynde ben, de små plirrende, kolde øjne. Hvad var det lige, vi som empatiske mennesker faldt for? "Jo, den der fugl med psykopat-sylen lige i fjæset, dén skal da komme med mit spædbarn!"

Hva´!?

Send en bamset, lådden bjørn med mit barn.
Send en spøjs og rundformet søpapegøje med mit barn.
Send en løve med sit eget såvel som mit barn blidt imellem de vilde tænder.

Send sguda ikke en grim fugl med tynde ben helt fra Afrika med ungen!

Og nej, jeg ér ikke gravid. Men hvis jeg var, kan jeg da love dig for, at du IKKE skulle komme med storke her. De er ærligt talt kun ét skridt fra at være lige så hæsligt skræmmende som høns.

Jeg kommer og hakker i dit spædbarn!

Ved I hvad?

2011-01-24T19:15:00.006+01:00

Min far er dødssyg.
Jeg har fået mavekatar igen.
Jeg døjer med alt for hyppige hovedpiner endnu en gang.
Jeg er lige straks færdig i praktik og har stort set ikke noget at lave på kontoret.

Men ved I hvad?

Jeg er lykkelig.

Så fuldkommen rundt på gulvet, tovligt, enormt, fantastisk meget, fuldstændig lykkelig.

Der er ret mange ting i mit liv, der kunne være virkelig meget bedre, men det kan jeg ikke tage på mig lige nu, og det er under alle omstændigheder ikke noget, jeg som sådan kan gøre noget ved.

Jeg har lykken.

Og plat og simpel som verden jo er, så er lykken at være kæreste med netop Kæreste. Han er sgu bare så sindssvagt, utroligt dejlig, og hver time jeg er væk fra ham, er en time, hvor jeg har ondt i hjertet af savn. Og hver time med ham er til gengæld en time fuld af dejlig lyksalighed.

....og skænderier, dårlig stemning og hvem skal nu tage opvasken, men alle de ting forsvinder bare, når jeg ser på ham, oversvømmes af blødhed i hjerte og sjæl og véd, at han er The One.

Ih altså!

Så ved I dét.

Status

2011-01-16T12:40:00.004+01:00

Engang var det 1. december, og jeg kom med en opskrift.

Så tænkte jeg, at det da var ALLE tiders bedste idé i hele verden, hvis jeg nu bloggede hver dag frem til jul!

Men så blev det den 8., og det eneste jeg var kommet på, var en skide elfyourself-video.

Life happened.

Praktik tog masser af min tid. Tekstarbejde på reklamebureau er sjovt og spændende. Og så krævende, at jeg pludselig sov så utroligt meget, at der næsten ikke var tid til andet.

Og så blev jeg syg.

Og så var det jul. Med masser af sne, familie og rejsetid frem og tilbage.

Og så var det nytår. Med fuldskab, netstrømper, kort kjole og godt humør.

Og midt imens det hele foregik, var min far så umådeligt syg, at han kaldte sine døtre hjem, fortalte os, at det vigtigste i verden er kærlighed og aldrig at gå sur i seng. Og så græd vi alle sammen og tænkte, at nu var det slut.

Men så fik han det faktisk bedre. Pludselig kunne han trække vejret uden iltmaskinen og atter gå i bad uden assistance. Fabelhaft.

Grundlæggende er han stadig lige syg, men nu har han det bare lidt bedre. Sådan nu og her-bedre. Og det glæder vi os utroligt meget over. Vi svælger faktisk lidt i det.

For vi véd godt, at der kommer flere infektioner, som vil tage luften fra ham. Og i sidste ende livet. Og vi har affundet os med det. Accepteret, at vi må tude og skrige, men ikke kan gøre jack shit ved det. Så vi nyder, at han bare lige har det ok og måske snart kan spise lidt mad igen. Jæs.

Livet fortsætter jo. Jeg blev syg igen, er forkølet og udmattet for evigt. Men livet fortsætter, og jeg fortsætter jo med.

So there.

Godt nytår til alle. Jeg håber så inderligt, at I forstår og formår at nyde det. Det ér priceless.

Have a good one!

Nnnnnnnnnnnnnnuuuuu' det JUL igen!

2010-12-08T07:26:00.001+01:00

Og jeg elsker det. Så derfor - fra mig til jer! JULEGLÆDE!

UH spændende!

2010-12-01T21:04:00.005+01:00

I dag har jeg gjort noget, jeg ikke har prøvet før. Jeg har - efter forholdsvis sparsomme anvisninger fra verdens dejligste Tuberkulose - lavet iransk mad.

Alle vi Kagedåser var jo til Tuberkulosens fødselsdag for en tid (aaaaaaaalt for længe!) siden, og da serverede hun det lækreste, iranske måltid for os. Siden har jeg plaget og plaget og plaget (man ér vel yngste søster - og efternøler oveni!) for at få en opskrift, men det har ladet vente på sig, har det.

I dag huskede jeg så, at de kyllingelår, jeg havde hevet ud af fryseren, jo var fuldkommen perfekte til det der iranske kød-grøntsags-tomat-snask, som vi fik hin oktoberdag. Mail sendtes og besvaredes. Ak. Det var lidt løse instrukser. Men det var jo mad, så hey, hvor galt kunne det gå med MIT fine intellekt og ååååårelange erfaring med gryder og skeer!?

Og det gik bare slet ikke galt.

Faktisk vil jeg sige, at det gik supergodt. Selv Kæreste var godt tilfreds, og han er ellers slet ikke til ris. Men joeh, se så. Iranske ris, dét duer!

Her er noget, der ligner en slags forloren opskrift-wannabe, så kan du selv forlyste dig, hvis du skulle få lyst! Jeg sir dig, det er GODT!

Fire kyllingelår (eller hvor mange man nu lige har) brunes i en tykbundet gryde. Samtidig steges nogle løg på en pande (evt. med gurkemeje, det havde jeg så ikke), og løgene tilsættes kylleryllerne, når disse er brunet. Hak nogle cherrytomater (eller de der nymodens, utroligt smart dadeltomater, det gjorde jeg) og hæld i gryden sammen med et bette drys stødt kanel. Jeg brugte måskemuligvis en halv teskefuld.
På panden brunessvitsessteges nu nogle skiver af aubergine (som jeg aldrig før har kunnet lide! Iransk aubergine FTW!) og squash med noget salt og peber.

Skiverne smides også i gryden, når de er godt brune og stegte. Herpå kastes - eller hældes, hvis du skal være sådan en forsigtigper - en dåse flåede tomater i gryden sammen med noget koncentreret tomatpuré.
Jeg har ingen anelse om, hvorvidt det på nogen måde er originalt at gøre sådan, det var bare lige, hvad jeg gjorde.
Tuberkulosen kom med en løs opskrift, der levnede god plads til mine improvisationer, så jeg improviserede derudad.

For eksempel rodede jeg hele skabet igennem uden at finde så meget som et eneste lille korn af gurkemeje (det er vist røget ud i sensommerens flytteoprydning, fordi jeg aldrig brugte det, little did I know) men til gengæld fandt jeg så noget hel koriander og hel kardemomme. Så i med noget af det. Måske en halv teskefuld koriander (som man nok med fordel kunne støde i sin morter) og tre-fem kapsler kardemomme (som man måske også kunne støde, de er megetmegetmeget aromatiske og fulde af krydderbollesmag, når de lige lander mellem kindtænderne midt i gryderetten, skulle jeg hilse at sige) dingles i gryden, og der røres lidt forsigtigt rundt.

Det var meningen, grøntsager og det hele skulle ligge i lag, men det går sgu lidt fløjten, når man opdager, at det slet ikke er salt nok, og derfor ligesom er nødt til at drysse salt i OG røre, så det ikke kun er lige toplaget, der saltes.

Der røres, koges under låg (svag varme) og ventes spændt med god duft i næsen i omkring halvanden time. Så er man nemlig helt sikker på, at alle salmorellaerne er døde, og at kyllingen er så dejligt mør, at den der bruskknop på toppen af låret, simpelthen koger af benet og bare svupper lyksaligt rundt i sovsen. Og kødet er smørlækkert og falder fra knoglen lige så nemt, som man kan falde ned af stolen midt i arbejdstiden.

Det ligner lidt noget, der er løgn, men I guder, hvor smager det fremragende.

Og det var kun den ENE del af måltiden! Jo jo, der er skam mere....

....hos Tuberkulosen havde vi nemlig fået ris til maden. Og ikke bare ris. Men ris med kartofler i bunden! Kartofler, som sammen med det nederste af risen var blevet helt sprøde og lækre i bunden af gryden. Og selvom Kæreste ellers forsager ris, som jeg forsager sambuca efter en lang - og sjov! - nat, så bestemte jeg, at vi fandme skulle have ris!

I gang med google og læselæselæse. Og opdage, at den slags ris er lidt omstændigt at lave, når man ellers bare plejer at hælde ris i gryden, vand til det "er nok" og så ellers koge ti minutter og hvile ti minutter. Sådan laver man ikke iranske ris.

Næh.

Man tager sine ris og skyller dem.
Så stiller man dem i blød i 15-30 minutter (alt efter opskrift).
Herefter sættes vand i kog, ris tilsættes og koger KUN 4-5 minutter, så de lige er bløde udenpå, men hårde indeni.
Det hele hældes i en sigte, risene skylles.
Godt med olie hældes i gryden, skiver af kartoffel (cirka en centimeter tykke) lægges i olien, risene hældes i (uden at MASE dem, meget vigtigt!), noget vand hældes ved, lufthuller laves i risene med en grydeske (eller hvad man nu lige har, jeg brugte den gale ende af en langskaftet teske) og et viskestykke pakkes om låget, før dette lægges på.

ENDELIG tænder man på fuld skrue, men holder øje (!), for når det damper ud af gryden (eller efter et par minutter) skruer man ned på en enkelt og lader risene stå i tyve minutters tid. Eller til de er færdige. Mine skulle have haft lidt længere, ak.

Som der stod i en af opskrifterne, kræver det lige lidt tilpasning og nogle ganges riskogeri, før man har den, men NÅR man har den - så ELSKER man den og spiser aldrig ris på anden vis igen. Og jeg kan godt mærke, at selvom jeg ikke lige har den, så er jeg allerede loren ved tanken om almindelige, kedelige ris alliwl.

Ris og kartofler kyles på tallerkenen (jo, forsigtigper, du må gerne bare lægge det hen på tallerkenen lige så fint og stille) og sovs med kylling, grøntsager og kartofler køres ud over det hele. Og så guffer man ellers bare.

Og jeg skal da love for, at man guffer. Det er virkelig lækkert. Både sødt og kraftig, godt og krydret. Og med auberginer, som selv jeg kan lide.

Og det bedste af det hele - der er nok til i morgen!

Flere grænsefordele!

2010-11-19T21:19:00.006+01:00

Noget af det bedste ved de der Tysklandsture er slet ikke colaen, de store mængder bom eller samvær med kæresten.
Det er de uhørt gode tilbud.
På dametoilettet.
Af alskens slags.

Se bare! For blot 4 sølle € kan man vælge én af disse gode, dejlige og utroligt praktiske sager:

Jaeh, jeg sagde jo, det var værd at køre efter!

Ak ja, ak ja.

2010-11-15T21:25:00.009+01:00

Vi er noooogen, der er flyttet tæt på grænsen. Ja, altså den til prøjserne, ikke svensken, ham må I godt beholde selv derovre i Köpenhamn. Og det gør I så. Så tager vi bare til Deutschland og sjåpper.

Vi har boet hernede et par måneder nu - og STORtrives! - og i den tid har vi været nogle gange syd for grænsen. Og jeg har slet ikke noget pas! Uhu, vi lever på kanten, gør vi! *

Nogle gange har jeg for eksempel lige fået penge tilbage fra eksen og så er jeg ikke helt til at styre, vil købe både vodka, rom og slik og vin. Andre gange er jeg mere nøjsom. De andre og nøjsomme gange bliver det så som regel kun 700 kroner im Supermarkt dernede. De svulstige gange passerer vi snildt de Tausend. Også de to.
Uha.

Nå - videre.

Nede i det der Tyskerland har de mange spændende ting. Kæreste har således slæbt solæg (på glas) og sauerkraut (på dåse) med hjem dernedefra. Og jeg har slæbt French's sennep (hvilket er roughly samme pris som på amerikanernetshops herhjemme), Altoids og Big Red med hjem. Plus diverse ukendte sager. Som nu for eksempel Scho-Ka-Kola.

Schokolade.
Kaffee.
Kolanuss.

What's not to like!? Nåjo, vi glemmer jo, at det er MIG, der er tale om.

First things first: SE!

SE lige den her indpakning! Jeg ville have skrevet dåse, for det er en dåse, men det giver bare alt for mange forkvaklede jokes levetid, og dét er bare så langt fra mig! Så vi skipper dåsen. Bortset lige fra SEEEEE den! For den er så fin.

Og ja, jeg købte den lidt, fordi det hedder Scho-ka-kola. Det ér sgu da smukt, at man kan lave og sælge sådan et produkt! Og så også fordi det jo indeholder både chokolade og cola. Og jeg ér jo den erklærede colaholiker, så altså...
Kaffe/koffein virker godt nok ikke på mig, men det skal jo ikke afskrække den kulinariske kækhed, og slik ér jo slik, ikå!

Så formedelst 14,91 gode danske kroner købte jeg denne fine dåse med det pureste guf.

Bortset fra - og her kommer det - det ér jo mig. Som jeg har nævnt før. Og hvordan er det nu, det er med mig? Jo, jeg kan jo ikke have chokolade, der faktisk har et anstændigt indhold af kakao. Lys Marabou er alt rigeligt til mig, bliver det mørkere, melder bitterstofferne sig, og min mund tørrer ud og snerper sammen som en hønes sure røv. Jeg. Kan. Ikke. Lide. Det.

Så hvor stor tror i, skuffelsen var, da jeg åbnede dåsen og blev mødt af synet - og den kendte, bitre lugt! - af dette!?

Stor. STOR. Sir jeg bare.

Lårdetyskerslik.

....men dåsen er nu så fin. Så når nogle gæster en eller anden dag (måske den 12. december) har ædt al chokoladekaffecolastykkerne, SÅ har jeg en fin, rund dåse til. Ja altså. Til et eller andet. Ikke. Småpenge til indkøbsvogne i Tyskland frekkesempel. Jow jow.

*Jeg véd godt det der med Schengen, og man behøver ikke pas, men man behøver billedlegitimation, som vi danskere så ikke har andet end i form af passet. Og det gælds alser ik mere. Nå.

Yndlings

2010-11-11T22:30:00.004+01:00

Uanset hvor jeg er, hvad jeg laver og hvordan jeg har det, bliver jeg altid i et lidt underligt og helt bestemt humør, når jeg hører "The Odd Couple" med Gnarls Barkley. Årsagen er, at jeg hørte den plade igen og igen og igen, imens jeg første gang læste Neil Gaimans fabelagtigt fremragende roman "American Gods".

Som navnet antyder, handler bogen om guder. Og i særdeleshed amerikanske guder. Hvilket i dette tilfælde er guddomme som kreditkort, tv og berømmelse. Og så handler den om alle mulige guder fra 'det gamle land', hvilket vil sige en god, blandet håndfuld europæiske og afrikanske guder, gudinder og guddommeligheder. Og en helt almindelig mand, som pludselig må lære, at verden indeholder meget, meget mere, end han nogensinde har kunnet forestille sig.

Jeg var fuldkommen bjergtaget, da jeg læste bogen. Blev suget ind i et univers og en verden, hvor det ikke var usandsynligt, at guder gik omkring på jorden, at de har en bagside af vores verden, som vi ikke kan se, at de færdes iblandt os og påvirker os og fylder vores liv med magi og spændinger. Det var simpelthen ganske indlysende, at det er sådan, verden er. I hvert fald mens jeg læste bogen.

Normalt er jeg ingenlunde religiøs. Jeg anser det for at være endog meget, meget usandsynligt, at der skulle findes en gud. Men da jeg læste denne roman, opdagede jeg, at mit syn på det ændrede sig. For hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre!?

Jeg læste bogen en sommer, som jeg husker for at være lang og varm og fuld af dejligt solskin. Jeg skrev eksamensopgave til langt ud på natten med åbent vindue. Jeg boede i et værelse ved Botanisk Have. Jeg havde det som den famøse blomme i ægget.

Og så lærte jeg altså Neil Gaiman at kende. Jeg havde hørt flere omtale ham som lidt af en fantastisk forfatter, og da den engelske udgave af "American Gods" kun kostede 130,- kroner, satsede jeg og købte bogen. Og du godeste, hvor blev jeg glad for det.

Bogen gjorde et uudsletteligt indtryk og er efterhånden blevet min absolutte yndlingsbog. Og der har ellers været nogle kandidater. Men "American Gods" kan jeg altid læse.

Lige for tiden kan jeg dog ikke, for min veninde har lånt den. Jeg har nemlig for vane at prakke andre mine gode læseoplevelser på. Og det er fint, jeg elsker sådan, når folk får lidt af min store oplevelse. Men det er også lidt forbundet med noget andet. For nu er jeg kommet til at sætte "The Odd Couple" på afspilleren, og nu savner jeg altså bogen. Savner Wednesday, savner Shadow, savner Whiskey Jack og dem alle sammen.

Dem alle sammen.

"The Odd Couple" var stort set den eneste plade, jeg hørte hele den sommer. Ej, det er jo løgn, men det er den, jeg husker bedst. Netop fordi den hænger så uløseligt sammen med bogen. Jeg kan ikke læse bogen, uden at høre musikken. Jeg kan ikke høre musikken uden at tænke på bogen.
Den plade kørte i fast rotation hele sommeren og hele vejen igennem "American Gods".
Også næste gang jeg læste den. Og jeg ved, at jeg også kommer til at høre den, næste gang jeg læser bogen.

Og det bliver så snart, jeg får den tilbage.

Træt med træt på

2010-11-03T21:37:00.003+01:00

Jeg er startet i praktik. Jeg er gået direkte fra su-lad dagligdag til maks spænding med koncentration og arbejde i tiiiiimevis. Og det kan ses. Jeg har nu rander og poser (på størrelse med de blå fra IKEA) under øjnene. Det har jeg aldrig haft før!
ALDRIG!

Følsomme kæreste sagde 'Skat, du er 32!', da jeg peb og klagede mig.

Og så så vi ellers Jørgen Leth. Han kan jeg stadig ikke lide. 'Det Erotiske Menneske' er en gang navlepilleri, og jeg gider ikke se den igen.

Åh, jeg er så træt, så træt, så træt hele tiden. Og her skal ryddes op og gøres ved, fordi jeg faktisk IKKE er 32 endnu, men blir det på lørdag, og i den anledning får den pukkelryggede på besøg.

Manner - hvor kan man leje en standin?!?

Alvor

2010-10-21T22:52:00.003+02:00

Jeg er lige straks 32.

Mine to søstre er henholdsvis lige under og lige over 40.

Mine forældre er i midten af 60'erne. Ingen af dem arbejder længere.

Mor har gået hjemme i seks års tid og er blevet tyndere og svagere. Hun hoster og har skøre knogler. Hun har nu fået Iskias, som er noget med, at der sidder en nerve i klemme i ryggen, og på grund af det kan hun næsten ikke engang tale, fordi det gør voldsomt ondt at trække vejret. Tal ikke om at bevæge sig!

Far har lige solgt sit firma og er nu fuldtidspensionist. Han havde leukæmi for fem år siden. Han havde legionella sidste år, som var ved at tage livet af ham. Nu har han en blodsygdom, som ikke passer i nogen af lægernes kasser og derfor prøver de forsøgsvis at behandle ham med dette og hint. Oven i det har han fået konstateret astma, som heldigvis kan lindres, og KOL, hvilket man ikke kan gøre jack shit ved.

Da jeg talte med min far tidligere i aften, kunne han fortælle, at han i dag har været på privathospital for at få scannet sit ene ben. Der er nemlig noget i klemme i lænden, og han er ved at miste førligheden i benet.

Det er ikke, når vi får børn, køber hus, fylder 30, 40 eller 50, vi bliver voksne. Nej, det er, når vi efter megen håb og denial indser, at jo, min far og mor bliver også ældre og gamle, og jo, de skal dø en dag.

Før eller siden vil også jeg blive forældreløs.

Det er en fuldkommen uhåndgribelig og grim tanke. Jeg kan gudskelov ikke forestille mig, hvordan det vil blive.

Men jeg ved, at det bliver. Og det er hæsligt.

Lige på kanten

2010-10-11T11:37:00.004+02:00

Kæreste mener, jeg er klar til indlæggelse. Sjette afdeling. Den lukkede. "Blå vogn, kom og hent hende!"

Sagen er nemlig, at vi har fået edderkopper i badeværelset. Det havde jeg også hjemme i ghettoen i Århus, vil den opmærksomme læser huske. Derhjemme boede den imellem håndvasken og toilettet og til tider over reolen i hjørnet.

Her i hytten bor der en lille og en stor edderkop lige omkring vaskemaskinen. Den store plejer mest at være nede foran maskinen, så man kan se den, når man sidder på toilettet. Der var dér, jeg opdagede den. Jeg informerede den straks om husreglerne; du må godt være der, men hvis du kommer for tæt på, dør du. Og hold dig ude af syne, når Kæreste er herude, for han vil nok slå dig ihjel.

Den lille har jeg kun set en enkelt gang eller to, og den virker ærligt talt for ung til at få reglerne at vide. Det må den store ligesom sørge for, påtage sig et ansvar, det skulle være så godt.

Simpelt, ikke.

I går aftes, da Kæreste og jeg skulle i bad, tændte jeg for vandet i bruseren, hvilket fik Store Edderkop til at lynspurte fra krogen ved gulvet med alle shampoo- og sæbeflaskerne hen imod sikkerheden uden for badeforhænget omme bag ved vaskemaskinen. Sød, som jeg jo er, lod jeg Koppen løbe, så vi begge kunne slappe af igen.

Efter badet var Store Edderkop så at finde ved døren ud til køkkenet. Helt forkert. Jeg sagde derfor til den, mens Kæreste stod inde i badet, at det var helt dumt. "Gå nu ind bag vaskemaskinen og bliv der, til vi er færdige, det er bedst for alle parter."

Og så var det, Kæreste mente, at jeg var klar til indlæggelse. Jeg mener jo naturligvis, at jeg bare er sød ved de væsner, som findes i min nærhed. Et godt barn, et sødt menneske, tolerant, flink og overskudsagtig.

I øvrigt er der sikkert også edderkopper på den lukkede, så det ville stort hjælpe at få mig dérind.

Sammentagning

2010-10-06T13:40:00.002+02:00

Der har længe været lidt stille på Ordningen, og det skyldes såmænd, at jeg selv har været lidt stille. Jeg har ligget lidt i dvale, hvilet i skyggen, ventet på, at noget skulle ske. Det er der jo sjældent noget, der gør helt af sig selv, og således kunne jeg have ventet utroligt længe. Og lavet intet imens. MEN!

I går kom Kæreste og jeg til at tale om konceptet handicap-SU, som går ud på, at studerende med såkaldt 'funktionsnedsættelse', kan ansøge om at få mere i SU, fordi de ikke har mulighed for at passe et job ved siden af studiet.

Det er et lidt følsomt emne, fordi mange mener, at det er så let som 1-2-3 at få handicaptillægget, og derfor er en smutvej for dem, som bare ikke gider arbejde ved siden af. Jeg er en af dem, som ved, det ikke er helt så enkelt, fordi jeg selv har ansøgt om det. Min psykiater mente åbenbart ikke, jeg var funktionsnedsat, eller også fik han bare aldrig svaret SU-styrelsen, så min ansøgning gik i stå og jeg blev bachelor og startede på kandidaten. Alt sammen mens jeg modtog almindelig SU og SU-lån, der jo som bekendt skal tilbagebetales efter endt uddannelse.

Kæreste var lidt overrasket over min viden på området og da især, at jeg selv havde ansøgt, fordi han jo synes, jeg er helt normal og kan alting. Han sagde, om det ikke blot var et spørgsmål om at 'tage mig sammen'. Og det der med at 'tage sig sammen' er måske nok den største, rødeste knap, man nogensinde kan trykke på i min lille sjæl.

For jo, det ér jo et spørgsmål om at tage sig sammen. Og det gør folk, det gør de jo. Når de kan. Ikke når verden rundt om mener, de skal, men når de kan. Get it?

Ingen ønsker at være offer, ingen ønsker ikke at kunne noget, alle ønsker at være noget værd, og i denne verden er man åbenbart kun dét, når man kan noget.
Ergo - alle tager sig sammen. Når. De. Kan.

Jeg blev umådeligt vred og såret og skuffet. Jeg mente straks, at Kæreste ikke respekterer mig eller accepterer mig, for hvad jeg er. Jeg mente straks, at han skulle forstå bedre og anerkende, at jeg har ret til at sidde stille og vente på, at noget sker for mig. Jeg gik sur i seng og stod sur op.

Midt i vreden tænkte jeg alligevel, at han fandme da ikke skulle sige sådan, nu skulle han bare se, hvor jeg kunne! Så jeg fik faktisk skrevet en ansøgning og et CV til et praktiksted og sendt det af sted. Og jeg fik skrevet endnu en ansøgning og sendt den til et andet praktiksted. Og jeg fik skrevet en mail til en underviser omkring en opgave, der skal skrives. Han har allerede skrevet tilbage, og jeg har nu bestilt bøger på biblioteket og er gået i gang med at læse, dem jeg allerede har.

I virkeligheden er det nemt bare at sætte sig offeragtigt ned og vente på, at verden fikser tingene. Eller at den ikke fikser tingene, men så i hvert fald at tiden går, og man véd, at det ikke var ens egen skyld, fordi man jo ikke kunne. Magtede. Orkede.

Men jeg ér jo ikke det offer. Jeg kan jo godt. Jeg magter jo godt. Jeg orker jo godt. Og egentlig var det helt fint, at han fik rusket mig lidt, så jeg indså det og kom i gang.

Ja, altså. At jeg tog mig sammen.

Anmeldelse

2010-09-24T10:42:00.003+02:00

Gyldendal har været så søde at sende mig en bog, som jeg med stor iver har læst. Derfor kommer her en anmeldelse! Take it away!

Ikke helt ligesom på film.

”Vi skal have det pæne stel på,” siger Wendys mor, og det er meget sigende for hele Wendys liv. Alting skal se rigtig flot og fint ud. Men sådan er livet jo ikke. Det må Wendy sande, da hun droppes af kæresten og verden ændrer sig fuldkommen for hende.

Marianne Verges debutroman ”Wendys vidunderlige verden” kommer lidt sent i kølvandet på genren chick lit med bøger som Nynne og Bridget Jones. Men i modsætning til Bridget og Nynne, som mere eller mindre favner deres fejl og mangler, prøver Wendy at lægge afstand til sin egen famlen rundt. Hun prøver faktisk på at få det til at se pænt ud, på trods af at hun i høj grad har gjort op med sin mors måde at leve på.
Hun vil ikke være endnu en kvinde, som tromler sin mand og børn, hende som pådutter familien pænhed og parcelhus , hende som kalder sig selv ’stærk kvinde’ uden overhovedet at være det, hende som ender i den situation, vi alle kender nogen i, hvor man keder røven ud af bukserne, men kører på, fordi det alligevel er nemt og i øvrigt ser så forpulet pænt ud.

Wendy er vokset op som Anne-Mette med bindestreg Jensen i et fint parcelhus, hvor tingene så godt ud. Man passede sine sager, og der var styr på det hele. Men Wendy har virkelig bare ikke styr på en skid. Hun lider tydeligvis af mindreværd, muligvis fordi moren aldrig har syntes, hun var god nok; hun kan jo ikke engang se efter, om der er en åben mælk i køleskabet, før hun åbner en ny karton.
Det forplanter sig og kommer til udtryk, når hun ikke rigtig tager stilling til sin omverden. Ekskæresten Jens kysser hende, så der ingen vej tilbage er. Hun havner i seng med eksen Peter, som knuste hendes hjerte, og som hun mest af alt burde bede om at gå ad Helvede til, fordi han blot leger med hende. Men hun formår ikke at sige nej og løsrive sig. Nej, Wendy er ikke rigtig en stærk kvinde, selvom hun gerne vil være det.
Mormor brugte rød læbestift og høje hæle, og det er tilsyneladende, hvad Wendy stræber efter. Navneskiftet, indkøb i Irma, bolig på Østerbro, det hele ser godt ud. Indtil det altså ikke gør det mere. Og selv da formår hun ikke at tage aktivt stilling. Hun lader sig føre med, og det kan jo for så vidt være fint nok, men hun er ikke tilfreds, og så er det nok alligevel ikke helt fint nok.

Hun møder Anders og de flytter hjem til Jylland, får barn og ser på hus. Endnu et eksempel på hendes handlingslammelse, da man fornemmer, at det netop er alt det, Wendy forsvor, da hun flyttede sit liv til København. Det står i hvert fald i skarp kontrast til beskrivelsen af livet i hjemmet på Vinkelvej, hvor den både står på fælles indkøb i Bilka med faster Hanne, drømmekage og spekulationer om kronprinsessen på Riget. Spekulationer der er så vigtige, at man – moren - må ringe tværs over landet for lige at sikre sig, at dem i den anden ende – Wendy - nu følger med og ikke går glip af noget yderst vigtigt.

Der er ingen tvivl om, at Wendy er intelligent. Der er heller ingen tvivl om, at hun anser sin mor for ikke at være det. Men moren er som så mange andre kvinder i den generation, hun bosser rundt med manden og er lidt af en strigle, som vil bestemme alting for alle i familien. Wendy holder af moren, men har helt klart besluttet sig for IKKE at blive sådan. Alligevel ender hun med at være det, når hun er Anders utro og ender med at sige ”Skam dig” til sin refleksion i badeværelsets blanke spejl. Dermed er Wendy som så mange kvinder i sin generation, der tager afstand fra det småborgerlige mødrene ophav, men alligevel bliver lammet af det fri valg på alle livets hylder, og derfor – med en stor, men tavs, indre protest - tumler gennem årene som et ekko af mors og mormors liv.

Spørgsmålet er så, om det kunne have været anderledes? Spørgsmålet rejses næsten i bogen, men desværre bliver det for subtilt, og man må næsten hive og slide det ud af historien. Ærgerligt, for det er et ganske relevant spørgsmål i vores tid, og det havde gjort bogen så meget mere levende og interessant, hvis det var sprunget ud fra siderne.

Historien om Wendy er ikke ukendt, vi har hørt den indtil flere gange før. Men desværre har vi bare også hørt den bedre. Det er en fin lille historie, Marianne Verge har begået, men desværre bliver den aldrig rigtig nærværende. Den er simpelthen for letbenet. Den er skrevet i et ligetil og jordnært sprog, som er fint i tråd med moderne kvinders måde at tænke og handle på, så den er oven i købet hurtigt læst. Alt for hurtigt. For der kunne bestemt være skrevet meget mere om Wendy. Der er masser at tage fat i under figurens overflade! Masser som vi aldrig kommer ind til, idet fortælleren kun lader os slå smut på overfladen.
Det er en skam, for havde Marianne Verge fået den ægte Wendy frem, havde det været en langt mere interessant bog. Der er fine henvisninger til Wendys indre liv og tanker om familie, hjem og sig selv, men der ligger så meget mere mellem linjerne, som aldrig kommer frem.

Wendys mor arbejder på en flødebollefabrik, og derfor er der flødeboller på mange af bogens sider. Det er et samlingspunkt for familien, et billede på den tryghed, det gamle familiemønster alligevel er. Der er flødeboller hos mormor, når hun dør, der er flødeboller, når Wendy vågner på hospitalet, der er flødeboller alle vegne! Og flødeboller er jo dejlige og smager godt.
Problemet er, at når man har slugt det sidste sukkerskum og slikket sig om munden, sidder man allerede og længes efter mere. Sådan er det også med bogen her. Når man lukker den, er man umiddelbart tilfreds og synes, at den var fin. Men allerede efter to minutter melder sig en trang om noget mere substans.

Alt i alt er Wendys Vidunderlige Verden en fin, lille perle af en bog om et helt almindeligt menneske, men desværre blot et stykke slik, som ikke tilfredsstiller.

Wendys vidunderlige verden – Marianne Verge. 127 sider, 149,- kr. vejl.

Om at skille sig ud

2010-09-11T21:02:00.005+02:00

I sommer ikå, helt nøjagtig på Grundlovsdag, stod jeg på Honnørkajen i Århus. I højt, flot solskinsvejr stod jeg i tre stive timer for at se på Dronningen, når hun kom i land.

Egentlig var det mest for at se min ven og veninde i folkedanseroutfit (Wow, det så godt ud!), men når det kommer til stykket, ér jeg en sløj socialist, lige når det kommer til Kongehuset, så ja, jeg var der også, fordi jeg synes, det er så dejligt med hende der Morgrethe.

Stiften fik sakset et billede af mig med et stort smil på læben, som man efterfølgende kunne se i deres 'Uh, se aaaaaaalle billederne fra den dag Dronningen var lige her i VORES by'-album på hjemmesiden. Alle sagde, det var et supergodt billede af mig, hvilket jeg ikke er enig i, men pludselig var der en, der bemærkede, at jeg var den eneste, som ikke var over 50 år. Eller ok, 60 faktisk. Eller som ikke var der med børn.

Der var simpelthen udelukkende gamle mennesker og folk, der skulle vise børnene majestæten, som var til stede. Nåja, og så en ung kvinde på 31, som nok skulle aflevere eksamensopgave to dage efter, men som lige skulle se folkedanserne. Og som var mindst lige så begejstret for Morgrethe som alle pensionisterne.

Og jeg bliver ligesom ved med at være lidt til en side på den måde der.

Ikke alene vælger jeg, når jeg en sjælden gang i mellem gider bruge penge på et ugeblad, at købe Søndag. Kæreste kommenterede, at det var for kvinder over 40. Altså rigtige voksne. Som i 'Ikke dig, frk. Ibber!' Og nåja, det kan da sagtens være.
Men der var jo lige noget om (fuldkommen fremragende fantastiske) Ellen Hillingsø, ikå. Og så ér deres krydsord altså virkelig gode! Faktisk!

Men det holder ikke op endnu.

I fredags skulle jeg et smut i byen og valgte derfor at smutte hjemmefra, så det passede med, at jeg kunne se Slesvigske Musikkorps troppe op foran Domkirken og spille noget musik. Det er noget, korpset gør hver eneste fredag kl. 12.

Jeg traskede af sted og nød lidt window shopping (fandt en Kusmi-pusher, wee!), før jeg indfandt mig foran Arnold Buscks boghandel et par minutter i 12.

Da jeg kunne høre trommer og blæsere nede af gaden, begyndte jeg at smile. Jeg tænkte med rørstrømsk hjerte på min salig morfar, som engang har boet her i Haderslev og ganske utvivlsomt har været at finde foran Domkirken de fleste fredage kl. 12, da han både var glad for march, musik og militær. Og jeg stod der, og jeg tænkte på morfar, og jeg blev helt rørt, og jeg sendte billedbeskeder til hele familien af scenariet foran kirken.

Og jeg opdagede at jeg - igen! - var eneste tiskuer under 60 eller uden børn. Og ham, der havde barn med, gik endda midt i første stykke musik. De spillede tre. Og jo, vi klappede efter alle tre. Og jo, jeg smilede hele tiden. Og jo, jeg nød det sgu.

Slap me silly og kald mig bims, jeg kan sgu godt lide den slags. Selvom det åbenbart hører til en helt anden generation.

Det vigtigste i verden

2010-09-10T18:59:00.005+02:00

Jeg kan godt lide at se fjernsyn. Jeg kan faktisk rigtig godt lide det. Og helt uden at være snobbet eller elitær omkring det, så indrømmer jeg, at jeg mest ser DR.

Det er især Ramasjang (wow, højpandet!), DR2 og DRK, der kører på flimmeren hos mig. Ind i mellem, når timingen lige er til det, fanger jeg Go'morgen Danmark eller Nyhederne fra TV2, som også er den eneste reklame-kanal, jeg kan se herhjemme.

Lige for lidt siden var der en reklame for Canal Digital, hvor de pointerede, at deres tv-pakker er bedre end alle andres, fordi du får lov at se ALT fodbold, uanset hvilken pakke du vælger! Altså både den ene liga, den anden liga og endda den helt specielt fantastiske blablaliga!

Men hvorfor er det sådan? Hvorfor er det fodbold, der er det vigtigste?

Jeg ser for eksempel aldrig fodbold. Eller sport i det hele taget. Jeg er bedøvende ligeglad. Om det er golf, cykling, Wozniacki, håndbold, fodbold - I couldn't care less. Jeg er simpelthen ligeglad, og det irriterer mig, når hele min normale sendeflade omrokeres og ændres, blot fordi der tilfældigvis er Tour de France eller VM i fodbold i Sydafrika.

Er det i grunden ikke lidt en falliterklæring for hjerneaktiviteten i det ganske land, at det helligste i betalt tv er sport?

Hvor blev kulturen af?

Hvad skete der med at lade sig udfordre? Lære noget, blive klogere, se fjernsyn om lande langt herfra, historiske hændelser, politik, videnskab og samfund!?

Jeg kan selvfølgelig være bedøvende ligeglad med, hvad du eller andre bruger jeres dyrtkøbte fritid på, men det ærgrer mig, at Danmark er på vej til at blive Ekstra Blads-segment hele vejen rundt.

Blogleg

2010-09-08T15:31:00.003+02:00

Jeg er blevet tagget i en fin, lille blogleg, hvor jeg skal skrive ti ting om mig selv. Fuldkommen random info omkring bette mig.

1. Jeg gider ikke spise is. Altså, det er jo ikke sådan, at det smager decideret dårligt. Men jeg forstår virkelig ikke, hvorfor folk er sådan oppe at køre over frossen fløde og æg. Jeg har spist hele to soft-ice i løbet af sommeren, og det er alt rigeligt til mig. Jeg gider det bare ikke.

2. Jeg har en uhyrlig lav tolerance for bitterstoffer. Derfor kan jeg ikke lide chokolade. Eller chokoladekage, brownies, chokoladeis (!) eller andre sådanne lækkerier. Folk ser på mig, som om jeg er en freak, når jeg siger det. "Nej, jeg kan ikke lide brownies." "Nåååååh, men det må da være fordi du aldrig har fået dem, når de var bagt med sådan en rigtig god 80% mørk chokolade." Og nej, det har jeg ikke. Men eftersom chokoladen for sig selv kan få hele mit ansigt til at snøre sig sammen af tørhed i munden og bitterhed, så tænker jeg, at kagen heller ikke vil være 'lige mig'. I det hele taget er jeg kræsen. Og dét kommer der et helt indlæg om før eller siden. (Så, nu sidder du der, helt ude på kanten af stolen, og bare dirrer og venter med spænding!)

3. Jeg er pedantisk. Jeg plejer at nøjes med at sige, at jeg er sprogpedant, men mit pedanteri strækker sig faktisk langt uden for blot det sproglige. Jeg kan blive noget nær hysterisk, hvis jeg skal lave mad med nogen, og de gør tingene i en anden rækkefølge eller på en anden facon, end jeg er vant til/selv ville have gjort. Pakker du en indkøbspose, så den ikke kan stå selv, dømmer jeg dig. Hårdt. Bruger du fremmedord på en forkert måde, mener jeg straks, du mindst må være idiot. I modsætning til mig selv, som jo ALDRIG tager fejl. Agtigt. Men det værste ér og bliver dog de sproglige fejl. Jeg græmmes, når Kæreste kommer hjem fra skole med et "Program For Introaktiviter". Jeg synes simpelthen, det er pinligt for skolen. STRAM OP!

4. Jeg prøver på ikke at rette for meget på mine medmennesker, men det er virkelig svært. Og nogle gange glemmer jeg helt at prøve, og så får jeg sagt noget, der nærmest er ondskabsfuldt til dem, fordi de siger lagt i stedet for ligget eller noget lignende. (PS. Tilgiv mig, vil I ikke nok?)

5. Jeg drikker mere cola end alle, jeg kender. Tilsammen.

6. Jeg er bange for alt muligt ulogisk. Mørke f.eks., guderne må jo vide, hvad der kan gemme sig i det, som bare står og lurer og venter på at komme og æde mig. Vand er jeg bange for, for der kan man drukne! Eller værre endnu; et eller andet monster ala The Kraken eller en søslange kunne komme og hapse mig, mens jeg plasker rundt på overfladen, og trække mig med ned i dybet = drukning og muligvis ædning. Jeg bader derfor kun, hvor jeg kan bunde. På trods af, at jeg er en fin nok svømmer. (Bortset fra sidste år i Tyrkiet, hvor jeg sprang i 7 meter dybt vand fra en båd og endda svømmede hele vejen rundt om selvsamme båd. Endda uden om ankerkæden, hvor vi alle jo véd, at de der monstre holder til. Helt uden at dø af skræk eller blive ædt af noget! Jeg er meget stolt.)

7. Til gengæld er jeg slet ikke det mindste bange for at flytte til den anden ende af landet med en mand, jeg har været kæreste med i mindre end tre måneder.

8. Jeg har set Find Nemo over 20 gange, og jeg græder stadig, når Dory siger "I look at you and I....I'm HOME!"

9. Jeg er bachelor i russisk, men synes faktisk, at det meste russiske litteratur er alt for indviklet og præget af laaaaaaaaaaaaaangstrakte og überdetaljerede beskrivelser af alt. ALT! Tapetet, gardinerne, musikken, stemmerne, støvfnuggene i solstrålen. Alt.

10. Jeg er en megaforkælet lillesøster. Det kan sådan set være fint nok, det er sikkert derfor, jeg bare kan flytte til Haderslev uden sikkerhedsnet og tænke, at det nok skal gå. Men nogen har alligevel gjort mig en bjørnetjeneste ved kun at fortælle mig (i modsætning til at vise og lære mig), at man skal gøre noget for at få noget. Og det sidder jeg nu og kæmper med, for jeg har aldrig været nødt til det, og derfor er jeg sådan indrettet, at jeg forventer alt muligt og regner med, at jeg ikke skal levere noget selv. Det er ikke særlig praktisk i denne verden. Og helvedes svært at ændre på!

Sådan. Det var da slet ikke så svært. Faktisk.

Som mange andre har skrevet, er gud og hvermand jo blevet tagget i legen allerede, så derfor giver jeg bare bolden op til dem, som har lyst.

Flytning

2010-09-03T20:14:00.004+02:00

Manner, hvor jeg snart skylder blogindlæg. Det er alt for længe siden sidst. Og det er jo ikke sådan, at der ikke er sket noget. For dét er der ved gud. Eller andre.

Dem, som følger med på Twitter, var vidner til et hjerteskærende farefuldt moment (mo-mang, skal det siges, ikå), hvor jeg tog i lufthavnen og hentede den stakkels syge mand, som havde været på ferie så skidehamrende længe væk fra mig. Altså en uge efter han tog af sted, stod jeg i BLL og vinkede, da han afkræftet kom ud af dørene. Og ååååååååååh, hvor var det kvalmende dejligt. Ih, hvor vi krammede og holdt fast i hinanden hele vejen hjem. Uh, så godt det var.

Lynhurtigt blev alt det overstrømmende dejlige og hovedløst forelskede indhentet af det der 'virkeligheden', og de planer, vi havde lagt. Vi skulle jo flytte. Altså sammen. I det der Sønderjylland. Og før man kan flytte, må man jo pakke.

Hold nu KÆFT, hvor får man bare samlet meget lort, når man har plads til det. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange sorte sække med affald, jeg har båret ned i containeren! Og hvor mange møbler og andet løsøre, der er blevet sat til storskrald for derefter at få nye hjem. (Elsker elsker elsker den slags genbrug - jeg kommer af med mit, andre får noget (for dem) nyt, winwinwinwinWIN!)

Og hvorfor er det lige, jeg har ting i skabene (ok, havde!) som kunne holde sig til 2009?! Jeg er målløs. Vidste godt, jeg har det gode samlergen, men troede nu alliwl ikke, det stod så skidt til.

Men ud røg det. Det hele. Eller næsten. For noget blev jo alligevel pakket i kasser og slæbt ind i det ekstraværelse, der siden februar, hvor eksen flyttede, har fungeret som 'lager og opbevaring af yderst vigtige, mindre vigtige og aldeles unødvendige papirer og sager'. Værelset var naturligvis blevet tømt forinden. Derfor alle skraldesækkene, ikå.

Lørdag morgen, længe før de fandens får end overvejede at stikke ud af folden, kørte Kæreste og jeg fra hans forældre ind og hentede en flyttevogn. Tilbage til forellernes hus, hvor Kærestes ting blev læsset. Til ghettoen i Århus, hvor vi blev mødt af kammerater, hvoraf den ene havde medbragt en trailer. Så skidefabelhaft altså! Mine ting blev læsset ombord i trailer og flyttevogn. Altså undtagen de ting, som blev givet til andre i storskraldet. (Tak til Palle, fordi han gad bære lampen hen til den fremmede dames opgang, så hun lige slap for dét!)

Fra ghettoen til motorvejen. Øøøøønøøøøøøøøøøhnnnnnnn. Laaaaaaaaaang vej til Haderslev med trailer på den ene bil. Det tog FOR EVIGT!

Da vi endelig ankom tog det drengene - og mig - en bette time at få alting ind i den nye lejlighed. Selv vaskemaskinen var kein Problem for de stærke kammier, som Kæreste har.

Så sad vi lige og delte nogle øller og prøvede, om ketchup nu virkelig KAN bruges til at rense kobber. Det kan det. Vi har nu en fin, blank plet på kobberpladen foran pejsen. Men så ved vi da, hvordan vi får resten af pladen ren. Når vi altså en dag når til dét. For det tager sgu lidt lang tid det her flytten ind.

Der er stadig kasser med ting, cd'er, film, papirer, bøger, tøj og flere fåking TING (hvor fanden KOMMER alt det lort fra!?), som står og venter sådan lidt over det hele. Men vi er godt på vej.

Og ved I hvad? Vi er om muligt blevet endnu mere hovedkuls forelskede og overstrømmende dejligt glade for hinanden. Og for Haderslev. Og for det her projekt 'Evig Kærlighed'.

I love it.

Heartache

2010-08-20T19:59:00.008+02:00

Jeg har i denne uge nærmest ikke haft andet end tid til at skrive blogindlæg. Desværre har noget taget al den tid. Savn. Længsel. Ondt i hjertet. Åh, suk, siger vi.

Faktisk er det sådan, at jeg 'hele livet igennem' - altså i hvert fald de tre gange jeg har haft kærester - har valgt en partner ud fra sådan en "Det skal i hvert fald ik være én, der kan gå fra mig!"-tankegang. Derfor har jeg fundet mænd, som JEG i stedet kunne forlade. Ih, så smart! Så er det jo aldrig mig, der får ondt i hjertet. Så nu har jeg tre gange i træk været dén, som afsluttede et forhold. Og selvom det er hårdt, så var det jo ikke mit hjerte, som blev knust, men deres! Totalt bonus.

Bortset fra, at jeg så er endt i nogle lidt tovlige forhold. Med mænd, som ikke helt magtede at sige 'Nu stopper du fandme, dame!", hvilket jeg i høj grad har brug for, hvis jeg ikke skal forvandle mig til en Ibberzilla og bare vade, sjoske og trampe hen over manden. Med pigsko og træskostøvler på. Og det skal jeg jo helst ikke. For det ér der faktisk ingen, der fortjener.

Maaaaaaaaaaaaaasser af terapi og gransken af mit fede ego har lært mig at gøre tingene på en lidt anden facon efterhånden. Det har taget et forsøg eller to, men altså, nu er vi her...endelig.

Jeg har fundet en dejlig mand, som faktisk allerede sagde "Nu stopper du, HARPE!", før vi overhovedet var kærester. Det var da det mest pisseirriterende, jeg nogensinde har oplevet. Indtil jeg trak vejret dybt og indså, at det jo er præcis derfor, jeg elsker og respekterer ham. Balance, folkens, balance.

Nu er det så sådan, at han er taget en uge på ferie. Lige nu. Hvor vi er allermest nyforelskede og bare har så gigameget brug for hinanden.

Igen - pissebelastende, at han ikke bare fatter, at jeg sguda har skidemeget BRUG for ham = bliv da hjemme, knægt! Men igen - jaaaaah, han tager hensyn, men retter sig ikke efter alle mine behov og ønsker. Og det ér jo det, jeg gerne vil. Sårn på længere sigt.

Så nu sidder jeg her og har fået en lille smagsprøve på, hvordan det der kærestesorg må være. For jeg véd jo, at han elsker mig. Jeg véd jo, at han er min og jeg hans. Jeg véd jo, at han kommer hjem til mig igen. Og jeg véd endda hvornår, og at han længes mindst lige så meget efter det som jeg.

Men fååååååk, hvor er det en led følelse at mangle ham sådan her. Det er lidt som om, jeg ikke helt kan trække vejret ordentligt. Min mad smager ikke rigtig af noget, når jeg gider spise, og ind i mellem gider jeg ikke engang drikke cola. Og det sidste her, det er ved Gud (eller hvem man nu vælger) et tegn på, at ikke alting er helt tip top.

Helt ærligt mand, det er sgu da en pissefarlig verden, den her!
Er I klar over, hvor sårbar man er, når man sådan opgiver alle forbehold og bare forelsker sig!?
Det er fandme ikke spor trygt eller rart!

Men for helvede, hvor er det dejligt. Og om to døgn er vi her sammen igen. JAHA!

Status

2010-08-15T11:32:00.002+02:00

I dag er det netop fem år siden, jeg pakkede alt mit grej, læssede det ind i farbrors kassevogn og flyttede det hele - og mig selv - til Århus.
Det var en ret stor ting for mig, der ellers var lidt af en hjemmefødning.

Og da jeg nu igen står på kanten af at flytte rødder, sjæl og habengut til en ny - og relativt ukendt - landsdel, så kan jeg jo passende fejre dagen med en slags status over, hvad der er sket i løbet af de fem år.

- min far fik leukæmi og blev rask igen
- det fik desværre mig ud i en hidsig depression, med selvskade og spiseforstyrrelse
- jeg har været et semester i Sankt Petersborg, hvor jeg lærte, at jeg godt kan selv, og fik en fantastisk veninde
- jeg har fået antidepressiv medicin, som fik mig hevet ud af min stilstand og i gang med det der livet
- jeg slog op med en kæreste, som ikke var god for mig
- jeg rendte omkring og var 17års-agtig med druk, hor og fester
- jeg fandt en sød og rar kæreste
- som jeg slog op med efter halvandet år, fordi det alliwl ik lige helt var sagen
- jeg flyttede til ghettoen og lærte blandt andet at afrikanske bryllupper er noget mere farverige og konfettiramte end danske
- jeg var til tandlægen en enkelt gang (og måtte tilbage to gange mere fordi der var noget rodbehandling)
- jeg har mødt Kagedåserne, som forsøder mit liv på mere end én facon
- jeg har mødt Blæs. Den dejligste mand i verden.
- jeg er blevet bachelor i russisk og retorik, noget jeg faktisk troede, jeg aldrig ville opnå
- jeg er blevet moster endnu en gang.
- jeg er blevet tante og fadder til venindens søde datter
- jeg har fået en vaskemaskine, og opdaget hvor meget nemmere livet er, når man har sådan en
- jeg har på en eller anden måde anskaffet mig tre spiseborde, men kun to stole
- jeg har skiftet adresse fem gange, de første tre skift inden for de samme 500 meter
- jeg har fået masser af venner og bekendte
- blablablablaaaahhh

Alt i alt er der sket rigtig meget, og jeg har haft det fantastisk her i Smilets By. Men jeg glæder mig nu alligevel til at tage fat på det sønderjyske!

Slet, slet ikke som fiktionen!

2010-08-10T15:03:00.006+02:00

Der var engang et dansk band, som lavede en småk og darjlig kærlighedssang, der indeholdt teksten 'Du er min Rachel, jeg er din Ross'. Ja, det var (dårlige!) Johnny Deluxe, godt husket, men det er ikke dét, det skal handle om nu.

Det, det skal handle om, er kærligheden, de synger om. For selvom vi alle sammen godt véd, (SPOILER ALERT!) at Rachel og Ross faktisk får hinanden, når Venner slutter for altid, så er det sgu da træls for dem, at der skal så mange forviklinger til, før det kan ske. "We we're on a break", giftermål, udfordringer og vejbump, som gør det SÅ umådeligt svært for dem at indse, at de bare hører sammen.

Jo jo, gu er det romantisk med al den kæmpen for hinanden i sidste ende, men altså - havde det ikke været federe for dem, hvis de bare havde haft det topfantastisk fra the get go!?

Jeg ved jo godt, at fjernsyn bliver lavet for underholdningens skyld, og at der ikke er megen underholdning i lykkelig kærlighed, hvor Ross og Rachel bare går omkring og ser forelsket og glade på hinanden, mens alting lykkes for dem. Men det betyder ikke, at jeg ville ønske samme besvær og bøvl i mit liv, som de har i deres.

Faktisk ér det jo ikke så længe siden, jeg lavede et bitterkynisk indlæg om, at den eneste ene er noget fup, og at vi alle vil have det bedre, hvis vi bare kan indse det, og at JEG i hvert fald ikke havde tænkt mig at satse på noget som helst i den retning.

Men så skete det jo. Virkeligheden kom og tog røven på mig.

Jeg ved ikke, hvad det ligner, men snydt blev jeg i hvert fald af det der 'livet'. For hvem er det nu lige, der går omkring med lykkens stjerner i øjne og hjerte for tiden!? Jo, det er sgu da mig!

Og faktisk er vi ingenlunde som Rachel og Ross. Eller jo, han havde jo en kæreste. Han havde jo intet sted at bo. Jeg ville IKKE (!) have en kæreste. Jeg ville IKKE (!) have, at han skulle bo hos mig. Han var for useriøs, for drukfældig, for A-menneske (johow, det er så en fuldkommen valid årsag til at vælge folk fra!), for krølhåret og bare i det hele taget skidemeget helt forkert.

Men så var han pludselig væk, sådan på en 'for altid'-agtig facon, og det var da det værste, jeg i mit (årh, så Metusalem-lange) 31-årige liv har været ude for.

Og så blev vi jo kærester. Og så skulle han jo til Sønderjylland. Og så ville jeg med. Og så fandt vi en lejlighed. Og så fandt vi en løsning på økonomiproblemet. Og så lykkedes alting ligesom bare. Vi flytter om to ugers tid og starter på et helt nyt liv. Sammen. For altid. Og jeg kan ikke vente. For jeg véd bare, at jeg kan leve med den mand resten af mit liv. Han gør mig så glad, han får mig til at le, han gør mig sindssygt frustreret og gal i skralden, og hele vejen igennem elsker jeg ham som ingen anden.

"Du er min Edward, jeg er din Bella."

Ja, det er hæsligt og klamt, men det er sgu bare den skinbarlige (og slightly kliche-inficerede) sandhed. Hvis det ikke lige var, fordi det faktisk for en gangs skyld er mig, MIG!, der svæver rundt med kærlighed i overflod, så ville jeg sgu brække mig af al den kvalmende lykke.

Endnu mere svamp

2010-07-30T19:16:00.003+02:00

Så var det jo, at svigermor foreslog, at vi alle satte os ind i C5'eren og suste nordpå. Ja ja, vi kører da til Rold Skov og finder kantareller! Det har jo også kun været fuldkommen knastørvejr i tre uger, det vælter da nok frem med svampe derude!

Agtigt.

Men af sted tog vi.

Kæreste og jeg sad på bagsædet, og efter rigtig kort tid fik jeg megaspat i bentøjet. Så jeg sad fuldkommen u-reglementeret med benene vidt spredt (og jo, jeg havde skørt på) på svigerfars førersæde og kærestes skød for bare at holde det lidt ud. Og så satte jeg mig til at sove. Og så skulle jeg tisse. Og så var jeg tørstig. Og så anede jeg da bare overhovedet ikke, hvor fårking langt der er til Rold Skov. Og nej, det hænger ikke sammen med, hvor du er i forhold til. Der er bare fårking langt! Punktum.

Endelig kom vi derop, og så skulle svigerne da lige diskutere, om det nu var dér eller dér, de havde fundet svampe sidste gang, de havde været på dé kanter. Hvor de jo havde været i skoven for at se en flyver, som engang faldt ned, da der var verdenskrig. Den var masser af kilometer inde i krat og lusk, så dén droppede vi gudskelov.

Men vi fandt da svampestedet i skoven og indså, at havde vi nu været der på et tidspunkt, hvor vejret havde været fugtigt nogle dage, så havde vi stået og plukket en uges tid. Men nu havde det jo været tørke, så der var måske tredive svampe alt i alt. Og de var tørre. Og nogle af dem var bidt i af vilde (!) dyr.

Vi plukkede rub og stub, undtagen dem, som var for ulækkert ramt af dyrespor, og så kørte vi hjem igen. Og jo, der ér faktisk mindst lige så langt hjem som ud.

Kæreste og jeg lavede frisk pasta til en svampe-spinatstuvning, og vi åd hele den lækre badulje med gode mængder rødvin til. Det var slet ikke så ringe alliwl tørke og trafik taget i betragtning.

Og om natten blev vi vækket af hidsig regn, så nu er der sikkert overvældende mange svampe derude. Men jeg siger IKKE, hvor det er!

Hilsen derudefra

2010-07-18T12:46:00.004+02:00

Kære dem derhjemme

Jeg har det rigtig fint på ferien. De andre børn er meget søde.
I går var vi ude i skoven for at finde kantareller. Det har jeg aldrig prøvet før. Vi gik ind i krattet, hvor der groede lyng. Så skulle vi løfte de visne blade og lyngen, og så gemte svampene sig dernede under. Vi fik at vide, at der godt kunne være slanger.
Jeg fandt bare en lille skrubtudse, den blev bange og løb væk. Men Jesper fandt en slange. Det var en snog. Han prikkede til den med en pind, og så lå den meget stille og kiggede på os længe, den så farlig ud, og vi ville godt væk så, for vi havde kun klipklapper på fødderne. På vej tilbage til bilen så vi en anden slange. Det var en hugorm og den var ret lille. Den var brun og meget gal over, at vi var der. Den hvæste meget af os og prøvede at stikke af. Så gik vi også fra den.
Bagefter gik vi et andet sted hen og fandt svampe. Der var mange af dem. Vi spiste dem til aften med pasta og fløde og spinat.
Inden maden skulle drengene ud og se, hvorfor nogle af fårene mæhede så meget. Det var fordi, nogle af dem var kommet uden for indhegningen. Så skulle vi have dem tilbage. Får er meget dumme. Men de kom ind igen, og så kunne vi spise.
Det tordnede også, og der kom en masse regn på ret kort tid. Så fik hunden lov til at komme inden for, det var lidt synd, den skulle være ude i uvejret.
Der sker bare rigtig meget her på landet, og det er meget spændende. I må godt sende nogle penge.

Hilsen feriebarnet

Tweets jeg ikke skrev fra Roskilde Festival

2010-07-08T22:25:00.005+02:00

Har lige haft Klidmoster telefonisk med på toilet. I love Roskilde.

Fåk, hvor er det bare varmt.

Åh, hvor er det stilfuldt at pisse op ad et træ. Altså med ryggen op ad. Ryglæn ftw!

Hvor er jeg glad for, at jeg altid har kleenex i tasken. No TP.

Puha, to snaps og jeg er godt kørende.

Fy for helvede, jeg skal ikke have snaps nogensinde igen. I hvert fald ikke i dag.

Hold nu KÆFT, hvor mine fødder gør ondt! Og mine sko er døde. Og plasteret falder af.

Hvor street er man egentlig, hvis man ikke skifter plaster, men bare sætter den løse ende fast med et andet plaster?

Jeg er så forelsket i Damon Albarn. #Gorillaz #Blur #GoodBadQueen #Damon4Evah

Ok nephew, slap lige af med melankolien der. Og hvad faen var det med Søren Huss!?

Jeg har lige spist bagt kartoffelskræl med fingrene og suttet dem rene for dressing. Mens en kvinde skulede kvalmeagtigt efter mig.

Tror da lige, jeg faldt lidt i søvn her under træet. Håber ikke, nogen har tisset på mig imens.

JARH Die FOKKEN Antwoord!!! You ma sa pous in a fish base jar!

Min far har ringet. "Du har råbt" sagde han. Ja, og skreget og grint og sunget og indåndet tons af urinstøv. Farvel stemme.

Tror da NOK, jeg fik vist @schytz hvordan jeg har det med Muse. PS undskyld det med hørelsen.

ÅRH HVAD - Kasabian holder for hårdt. Solskin, svævefly, sang og dejlig stemning. Gotta love it.

Ok små fusser, nu tager vi LIGE denne her søndag, så skal I nok få lov at slappe af.

Så fedt at vågne mellem to mænd, som snorker og lugter af sprut. Heraus vom telt asap.

Spaghetti og kødsovs kl 3 om natten. En ægte KLAssiker. Elsker festival.

Hov, det er som om, jeg allerede har glemt, hvor hårdt det var! Glæder mig til 2011.

Det gode ved, at toiletterne lugter så meget, er, at man så i det mindste ikke kan lugte sig selv uden trusser. *rrauu*

Har set en mand smøre creme på mellemkødet midt i snapsebaren. Og nej, det var ik bare en eller anden mand, men en kammi.

Det er fammar svært at finde mad ved sidste koncert søndag awten. Vade, vade, vade. Om nom nom.

Beer, beer, whisky, coca cola! Beer, beer, whisky, coca cola! #BobanIMarko

Lårderoskilde - hvorfor er her så mange folk og så få udgange!?

Mine næsebor er stive som beton. Og det svier inden i dem. Og jeg har snavset sved ned af mig. Jeg elsker det!

Oh noes, jeg har bare overhovedet ikke råd til det her. Nå - den tager vi en anden dag. Partay!

Så så man mig fatte minus af det der med at få knapper for pengene. For så at få drinks for knapperne. "Hvordan skal jeg sætte dem fast!?"

Af hejrtet tak til alle, som deltog og gjorde min fest bedre! MØZ.

Opdæjt

2010-07-06T13:03:00.003+02:00

Roskilde Festival var en stor, svedig og glødende succes. Jeg blev skoldet, mistede stemmen, var fuld, hoppede, dansede, skreg og sang med. Det var ganske enkelt fabelhaft. Nu venter der lige et par dage med restitution, og så får I lov at høre mere fra mig.

Min værste ven Tajming

2010-06-16T21:23:00.005+02:00

Tajming og jeg går lang vej tilbage.

Egentlig er det først de seneste år, jeg har indset det, men jeg kan se, at det har været sådan længe; Tajming er en kælling. En ussel, hæslig kælling, som absolut hader mig. Og gang på gang morer sig med at skabe rod og ravage i mit lille liv.

Således også i dag.

Kæreste og jeg var taget i Ree Park, et yndet udflugtsmål for undertegnede, thi man kan se masser af vilde dyr og endda røre ved lemurerne. Når de kommer hen til én, forstås, for jeg går ikke ind for, at man skal mase sig ind på dyrene og røre ved dem, hvis de ikke selv vil. Nemlig.

Vejret var pragtfuldt med høj, flot sol, der varmede, og en fin brise, som kølede.

Vi startede med at tage på Land-Rover-safari (i en fin og dejlig 110" Defender!), selvom det i grunden er lidt kedeligt. Men Kæreste havde ikke været i parken før, og det kunne jo give ham sådan et fint billede af, hvad det hele er for noget.

På turen opdagede jeg så, at de har bygget en ny gangbro rundt i parken, så man kunne have set savannen derfra og sparet pengene til safarien. Men så alligevel, nu fik jeg jo chancen for at belære Kæreste om alle Defenderens fortræffeligheder.

Efter safarien ledte jeg Kæreste ned til bjørnene, hvor nogle bette, sorte unger tumlede rundt og legede og spiste gulerødder.

Vi fik set (og lugtet!) en vældig stor nordamerikansk bisonokse, der spiste et helt flute i en enkelt mundfuld og så umådeligt uintelligent, men stærk, ud. Vi så de voksne bjørne bade og svømme og småslås med ulve, og vi så stinkdyret tusse omkring i sin indhegning sammen med et lille gnaverdyr, som måske var et jordegern.

Og nu kommer Tajming ind i billedet.

Efter bjørnene valgte vi at gå på den nye gangbro, som safarimanden i Defenderen havde fortalt os om, fordi man så kunne komme godt rundt i parken. Og hvad sker der så?

Vi går og snakker og kysser og fjoller og griner, og ud af det blå udbryder Kæreste: "Ej! Det er da min mor!"

Eh hva!?

Midt i Ree Park på en onsdag middag!?

Og Kæreste har stadig ikke fortalt hende - eller andre i familien - om den superfantastisk dejlige sjællænderinde, som har stjålet hans hjerte og gjort ham til sin for altid!?

Kan du stave til akavet?

Ellers skal jeg gerne hjælpe. A-K-A-V-E-T.

Mor og Kæreste krammede, og mor gav mig hånd. Kæreste sagde kort, at jeg var mig, og det var så det. Vi talte med mor et kort øjeblik, men hun var i parken med vuggestuebørnene fra sit institutionsjob, så vi smuttede videre.

Mens vi døde af grin. Bare lidt. For det ér da usandsynligt. Og dumt. Og helt igennem en tovlig situation. Bare fordi Tajming har set sig gal på mig.

Nåmn, så fik jeg da hilst på svigermor. Jow jow.

Og vi mødte hende endda en gang til! Hvor vi alle havde sundet os og lagt krampelatteren lidt væk. Og hun sagde endda, at det var hyggeligt at møde mig. Simpelthen.

Lang tid, ingen se

2010-06-14T13:01:00.004+02:00

Bloggen har været lidt stille.

Det er ikke, fordi det har skortet på lysten til at skrive eller på guldrandede emner, som jeg har kunnet dele med jer.

Der har både været en sølvfisk i køkkenskuffen, rengøring med træls støvsuger, pakkepost med film og cd'er, indkøb af diverse gadgets plus (som altid) det løse.

Men sagen er, at jeg har været travlt optaget med eksamen.

For en uge siden brugte jeg fire timer på at suse ned på uni, opdage, at de ikke kan printe .odf-filer, suse i føtex, købe papir, suse hjem, opdage, at der ikke var usbkabel til min printer, gemme alle dokumenter som word-filer, suse på uni, printe og aflevere opgaver. Det var lettere stressfyldt.

Heldigvis kunne jeg nyde eftermiddagen sammen med Klidmoster, og dét var dejligt. Og tiltrængt. Frokost på Sharks, dalren rundt i byen, en kølig saftevand på Zürich, uh, herligt.

Dagen efter pakkede jeg mit habengut og tog i sommerhus, jeg havde svært brug for nogle dage off the grid, som man siger.

Jeg meldte ud på Facebook, at jeg tog offlinedage, så ingen ville bekymre sig (som de gør, når jeg ikke er online en hel dag, åbenbart), og så hoppede jeg ind i en fin, lille bil og suste til færgen og sidenhen til Sejerøbugten.

Og var jeg nu alene derovre?

Næh, såmænd. Jeg havde en herlig ungersvend/Dude-killer med mig, og nu er vi kærester. Det så dallar!

Wow

2010-06-06T16:14:00.004+02:00

Se lige, hvad jeg har givet mig selv.

I lyserød. Den er så fin. SÅ FIN!

Den sødeste Kran i verden har gjort mig opmærksom på, at jeg har undladt at fortællle jer, hvor I selv kan købe den wunderbare flaske. Sørvis kommer her: www.renflaske.dk

:)

Sørvis

2010-06-01T22:01:00.004+02:00

Som den trofaste læser vil vide, er jeg svært begejstret for hudplejeprodukter af mærket Derma.

Jeg har vældig sart - men velfortjenende! - hud, og Dermas produkter er uden parabener, parfume og alle de der nasty sager, som man ikke helt ved, hvad gør ved mennesker.

Og ja, om hundrede år tænker man sikkert "Whaaaaaaaaat, hun brugte Derma!? Som var fuld af blablabla og xxxx, som bare øøøøødelægger arveanlæggene (eller noget)." Men so be it, jeg kan jo kun bruge den viden, jeg har her og nu. Og dermed bruge Derma.

For nylig kom jeg således hjem fra føtex med Dermas dejlige dagcreme i indkøbsposen. Og efter mit bad smurte jeg, som sædvanlig, cremen ud i mit smukke ansigt.

Men hvad var nu det?!

Cremen lugtede underligt, lidt af gær og trylledej faktisk, og dét plejer den slet ikke. Og hvad værre var, det føltes som om der var slibekorn i den. Oh the horror.

Jeg tænkte, at det måske kunne skyldes...eh...et eller andet, jeg ikke ved noget om, så derfor gav jeg cremen en chance mere. Men ak og ve. Samme dårlige lugt og samme grove slibning af huden.

Pinsemandag skrev jeg derfor en mail til Derma, så de vidste, at de måske skulle undersøge en samling cremer med den og den stempling.

Allerede tirsdag kl. 10 havde jeg fået en mail tilbage fra en Lisbeth, som fortalte, at de faktisk var opmærksomme på problemet, og som lovede at sende mig en ny creme, hvis jeg lige skrev min adresse til hende.

Det gjorde jeg da, og jeg sagde også pænt tak for god - og hurtig! - service.

Dagen efter kunne jeg smøre dejligt blød og u-peelende creme i mit smukke ansigt, frisk fra en ny bøtte, ankommet i postens boblekuvert. Og ikke nok med det. Den flinke Dermadame havde smidt en moisturizing bodylotion med i kuverten også.

Stor tak til Lisbeth og hermed endnu en anbefaling af Derma. I låvs.

Kutyme

2010-05-18T11:26:00.005+02:00

Jeg har ikke været single ret meget af mit liv faktisk, så derfor er jeg lidt på bar bund med visse ting. Som for eksempel at være i besiddelse af andre menneskers tøj.

På et tidspunkt havde jeg en onenighter med en ven, og så kunne han ikke finde sine underdrenge om morgenen og gik derfor commando hele dagen.

Da tømmerdrenge og det værste havde forladt mig, fandt jeg de fine, blå underbenklæder, men jeg anede mildest talt ikke, hvornår jeg lige så ham igen.

Så jeg vaskede dem, da jeg alligevel skulle vaske mine egne unævnelige. Tørrede dem, gemte dem i skabet og passede i det hele taget på dem. Det var jo hans. Jeg mener, hans tøj. Han skulle da have dem igen. Ik?

Da vi så mødtes på Unibar noget tid efter, havde jeg dem med til ham, hvortil han mere eller mindre måbende spørger "Sig mig, har du ikke smidt dem ud!?"

Eh. Skal man det? Er det det, man gør?

Nu er det så sket, som jeg nævnte i går, at jeg er kommet til at tage en andens sokker med hjem fra fest i weekenden. Eller i grunden er nogen søndag morgen efter overnatning kommet til at tage det første, det bedste par sorte sokker, som lå på gulvet og gået med dem. Og da jeg senere fandt et par sorte sokker, viste det sig, at han havde taget mine, og jeg nu sad med hans. Og selvom de var hullede, tog jeg dem på hjem og sendte en besked om, at han sgu var løbet med mine yndlings!

Men hvad så nu med de strømper? Skal de smides ud? Vaskes? Afleveres? Og hvad med mine egne strømer? Ser jeg nogensinde dem igen?

Det er en meget svær verden, det her. Man skal ingenlunde undervurdere den slags filosofiske tankers indvirken på ens daglige liv!

Jeg har faktisk både vasket og fint tørret (på altanen, i frisk luft!) hans strømper, så de er befriet for kattehår, kagekrummer fra gulvet OG pigelus. Måske især det sidste.

Og så siger jeg til ham, at vi kan bytte, når som helst han lyster. Easy as 1-2-3. Ik?

Weekendens tabsliste

2010-05-17T09:45:00.003+02:00

# En god håndfuld hjerneceller. Jeg har overbevist mig om, at det ikke var de vigtigste af dem.

# Sund fornuft, god dømmekraft og hensyntagen til veninder.

# Yndlingssokkerne. Har til gengæld en andens (hullede) sokker med hjem, men det er jo ikke DÉM!

# Guldhalskæde. Den er knækket. Æv. Gave fra søster og nevø. Peeeez.

# Lidt respekt og anseelse hist og pist, tror jeg.

Til gengæld har jeg fået dejlig mad, tømmermænd og timevis af fuldkommen fantastisk selskab. Alt i alt - worth it!

Mulig opklaring.

2010-05-12T20:57:00.004+02:00

Picture this:

Roskilde Festival 2008.
Warm-up-dagene.
Camping West.
Solskin, 25 grader, tørt og støvet.
Eftermiddag.

En ung kvinde, lidt yngre ender de 30, kommer gående, slingrende og svajende, hen mod sine venner i lejren.
Den sort-hvide mønstrede nederdel blafrer lidt i den svage vind og på grund af kroppens bevægelser i hakkende, halte skridt.
Da hun kommer tættere på, kan de se det alle sammen.
Og nogle af dem, især kæresten, løfter øjenbryn og spørger bekymret og i høje toner, hvad der dog er sket.
Kvinden slår armene ud, trækker på skuldrene, mens et smil breder sig i hendes ansigt, og hun svarer 'Jeg er vist faldet'.

Herefter sætter hun sig ned, bukker venstre ben, så knæet peger opad, og klasker et par vådservietter på leddet, som er skrabet hudløst og har sendt blod i striber ned af det ellers nyvaskede og rene ben.
Det andet ben får lov at ligge udstrakt, så den nu forstuvede og hævede ankel generes så lidt som muligt.

Kvinden var naturligvis mig selv.
Og naturligvis var jeg beruset.
Og naturligvis kan jeg overhovedet ikke huske, hvad der egentlig skete med mig, hvordan jeg fik skrabet knæet på det ene ben og forstuvet anklen på det andet.

Men nu har jeg vist regnet den ud, for det er sket igen!

Lørdag morgen vågnede jeg med en hævet højre ankel og et smadret venstre knæ. Og kan i den forbindelse afsløre, at det giver væsentligt færre skrammer at skvatte på asfalt med strømpebukser på, end at gøre det samme med bare sommerben på Roskilde Festivals støvede og grove grus, der blandt andet består af ret store og skarpe sten.

Rigtig gættet, fredag aften var jeg til fredagsbar på universitetet og var igen en kende besoffen. På vej hjem står jeg ud af bussen, men fejler fuldkommen min landing på vejen, og ender med at ligge på knæ og underben foran bussen uden at kunne bevæge noget som helst for avavav.

Højre ankel satte ud og gav efter, så benene krydsedes under mig, mens resten af mig landede oven på dem.
Det var ikke udpræget behageligt.

Og det gav en forvredet, forstuvet og hævet højre ankel samt et skrabet venstre knæ. Præcis ligesom Roskilde-skaden fra hin forne tider. Dét vidste jeg naturligvis ikke lige på stedet, for jeg havde travlt med at overleve de grusomme smerter og prøve at humpe hjemad.

Næste morgen, da jeg skulle ligge på knæ foran toilettet, faldt ti-øren dog, og jeg indså Den Større Sammenhæng.

Bum. Så fik vi da lige løst det.

Med sørgebind

2010-05-05T12:32:00.003+02:00

I går aftes på sengekanten skete der to ting. En god og glad ting og en trist og sørgelig ting.

Det gode og glade var, at jeg opdagede, at Dude stadig var i live. Det triste og sørgelige var, at det er han ikke længere.

Der skete nemlig det, at jeg stod i soveværelset og opdagede en lillebitte bevægelse. Jeg flyttede noget tøj og udbrød 'DUDE!', thi det var netop Dude, som havde bevæget sig og løb lidt omkring på gulvet i soveværelset. Det er jo ikke lige dér, han ellers kommer mest og det havde en højst uheldig effekt.

I et anfald af tøset panik og overreaktion (muligvis afstedkommet af at jeg stod i de bare trusser og faktisk var ÅH så sårbar!) gav jeg mig nemlig til at hvine og råbe efter det stykke mandfolk, som også befandt sig her i lejligheden. Han kom straks løbende og jokkede på Dude på min befaling. (Og tilføjede 'Det var da ulækkert, at JEG skulle gøre det! ...ja, hans vaklende maskulinitet ér et issue. Manden kører også C3 - helt efter eget valg!)

Der på soveværelsets slidte trægulv lå stakkels Dude, trådt under fode af et væsen, som er ham langt, langt underlegent hvad evolution og kløgtig artsudvikling angår. Helt stille lå han, død som en sild.

Dude blev samlet op i et stykke toiletpapir og båret i hånden ud på badeværelset, hvor han med stor respekt og andægtig tavshed blev kastet i toilettet med sit papir. Hvorefter der STRAX blev skyllet ud af en stadig lettere panisk og yderst sårbar frk. mig.

Lad dette være en advarsel til resten af dyreparken, som måtte befinde sig i levende live i mit hjem; hold jer til jeres pladser eller I risikerer den sikre, visse og grimme død med hvin og gisp og tramp.

RIP Dude, du VAR nu den klammeste sølvfisk i verden, men du var min. Peace brother.

Et spørgsmål om definitioner

2010-05-02T17:07:00.004+02:00

Der går en hårfin grænse. Tit overskrides den og tit ignoreres den fuldkommen. Så er det, man kan se og høre voksne mennesker på måske 50 år, som siger 'Jeg er en glad/frisk/sød/sjov/whatever pige, som...'

Øh hva?
Pige!?
Er du sikker?!
Sådan HELT sikker!?

En dag, jeg var på bar med nogle venner, blev jeg prikket på skulderen og en af dem bad mig puffe til 'damen' ved bordet, så han kunne spørge hende om noget.
"Damen?!" spurgte jeg forbløffet, for hende, han havde peget på, var vist ikke meget mere end et par dage over de 20. "Ja damen...eller...altså...øh...pigen?" sagde han så usikkert.

Han kiggede lidt forvirret på mig, tøvede og sagde så med stor overbevisning, at jeg da i hvert fald var en pige.

"Arh" sagde jeg og forklarede, at siden jeg jo faktisk ér blevet 31, og har boet alene, og har haft mit eget liv i mindst fjorten år, og dermed er en form for voksen, så var jeg nok mest af alt det der 'kvinde'. Tjoh, det kunne han alligevel godt se, og så glemte vi helt at få fat i den unge kvinde ved bordet.

Men hvornår er man det ene, og hvornår er man det andet?

Taler man med børn er det meget nemt. For dem er piger de hunkønsmennesker, som er på deres egen alder eller større, men i hvert fald ikke store nok til at være voksne. Og damer er dem, som er mødre/mostre/fastre og den slags, altså de voksne.

Kvinder? Tjah, det er vist ikke med i opdelingen overhovedet.

Allerede da jeg var 17 og arbejdede på en benzintank, blev jeg kaldt dame af nogen, som ville have deres lille knægt til at lægge deres varer op på disken.

Dét var altså lidt træls. Så stod jeg der med fjollet hår og ingen myndighed og var pludselig en dame. Arh...det holdt jo ikke. Dengang var jeg helt sikkert en pige.
Og det blev jeg ved med at være i ret lang tid.
Da jeg gik fra min første kæreste, mente han, at jeg var gået fra at være pige til at være kvinde, fra han så mig, hvor alt var fryd og gammen, til han så mig, hvor alt var slut.

Lige dengang var jeg ikke klar til, at det var dén betegnelse, jeg skulle bruge om mig selv, for det lød sgu åndssvagt og var på ingen måde mig. Men jeg må jo indrømme, at i de seks år der siden er gået, er jeg vist blevet det. Altså klar. Og kvinde.

Men dame?!

Arh, det er altså Erna Hamilton, Ellen Hillingsøe og den der Edna nede fra Australien. Og den slags voksen og raffineret bliver jeg aldrig. Men kvinde, jo tak, det ér faktisk mig. Men hvad med dig?

I øvrigt kan jeg godt lide...

2010-04-29T10:10:00.002+02:00

- når håret gør præcis, som jeg gerne vil have.
- når teknologiske dimser bare virker.
- de dage, hvor man får motion, før man overhovedet står op.
- når solen skinner.
- at det allerede er lunt nok til at regn på asfalt lugter perfekt af sommer.
- hjemmelavet tomatsovs.
- at være fjalet og grine hele natten.
- venindesnak og sladder.
- lange, varme kys.
- en lur på sofaen.
- når jeg husker noget, jeg troede, jeg havde glemt for altid.
- når andre end mig synes, at Omsen og Momsen var det sjoveste.
- når nogen ringer til mig på min oldgamle telefon.
- helt nybarberede ben.
- kaffe med en god ven(-inde).
- åbne sko.

At blive en institution

2010-04-28T09:18:00.003+02:00

I min familie har vi et særligt udtryk for det, når nogen er klodsede. De laver 'en Ibber'. Og ja, det ér opkaldt efter undertegnede.

Det er, fordi jeg uden tvivl og sidestykke er den mest klodsede i familien.

De af jer, som følger mig på twitter og/eller er mine dejlige og ægte venner på det dersens facebook, vil vide, at jeg for et par måneder siden gik ind i en dør. Jo jo såmænd.
Jeg får ingen tæsk, jeg var helt alene hjemme, vendte mig om, var i bevægelse og BAM, dér var døren, lige i mit øjenbryn og kindben. Desværre uden blå øjne eller andet sejt at vise frem efterfølgende. En bette bule og lidt gul farve under huden var alt, hvad det blev til.

For et par dage siden skulle jeg have støvsugeren ud af et skab og fik i farten puffet til kosten, så skaftet svang ud og landede midt i mit øje. Av. (Hedder det svingede? Men det lyder jo bedre med svang, det var jo dét, den gjorde!)

I sidste uge var jeg på bar med min BFF og en kammi. Jeg er fattigrøv og havde fået en øl af kammien. Vi sidder ved bordet og snakker og griner. Jeg gestikulerer (gør jeg ofte) og rammer min øl! Oh noes, jeg reagerer snapt og får den rejst op helt uden at spilde en dråbe.
Desværre ryger kammiens øl i samme ombæring ned i vandret. Både glasset og flasken, som hver var halvt fulde. Så måtte fattigrøven op og købe en Thy Porter til kammien. Og låne en klud af bartenderen. Og nej, hvor porter dog klistrer og lugter!

I går eftermiddags var jeg til et kursus på uni med føromtalte BFF. I pausen henter jeg mig en kop kaffe, og vi sidder lige og hyggesnakker om noget helt, helt andet end kommaregler, som kurset omhandler. Jeg vil lige holde om ham, og flytter derfor på armen. Yderste led af venstre pegefinger får lige præcis fat i kanten af kaffekoppen, som vælter og hælder alt sit varme indhold ud over BFFs noter. Og mit ærme, mit lår og BFFs ben. Og det meste af bordet og lidt af gulvet.

Jeg ler højt, som jeg ofte gør af den slags. Det sker jo, fordi min krop og min hjerne ikke er helt koordinerede, og min hjerne ofte er meget længere fremme i forløbet end kroppen, når jeg bevæger mig. Så er der ingen, der styrer kroppen, og så er det, at der sker de her ting.

Og det griber om sig.

Ikke alene familien laver nu 'en Ibber', når de klodser rundt og fumler. Kagedåserne gør det samme. Og ham der, som nu ikke længere er utro, er sawtme også begyndt på det.
Og her står jeg og ved ikke helt, om jeg skal være glad for, at jeg er blevet en form for household name eller bare fornærmet....

Sjælland vs. Jylland

2010-04-26T11:04:00.004+02:00

Som den kløgtige læser (ja, det er dig) har opdaget, har jeg valgt at bosætte mig i det jyske på trods af min opvækst med fødderne rigtig godt plantet i den gode muld på midten af Sjælland.

I og for sig skyldes det næsten en tilfældighed, at jeg er endt herovre; jeg skulle skifte fra CBS (erhvervsfag!? Hvad tænkte jeg på?!) til universitetet (humaniora og bløde værdier, go go go!) og tænkte så småt, om jeg måske skulle finde et andet universitet end lige Københavns.

Midt i overvejelserne mødte jeg en sød, klog og dejlig ung mand, som boede i Århus, og så var der ikke engang brug for okker-gokker. Jeg skulle da til Jylland! Ingen tvivl.

Og faktisk har jeg stadig ingen tvivl om, at det er hér, jeg skal være. Jeg trives, jeg har det godt, jeg udvikler mig, har rigtig gode venner (og får flere hele tiden) og alle de ting, som gør, at man har det godt et givent sted.

Jo, nogle gange river det lidt i mig for at komme til Kbh. Når der er koncerter med bands, som kun kommer til Kbh. Når der er familietamtam (og det gør vi meget i), og alle flokkes om hinanden derovre. Når en af dem fra Roskilde holder gilde eller bare drukaften. Når...tjah, når jeg føler, at der er noget, jeg går glip af ved at bo i Århus.

Men i det store og hele elsker jeg at bo i Århus. Jeg elsker mit liv her i byen. Jeg elsker mig selv her i byen.
Jeg ved godt, at jeg sagtens vil kunne elske mit liv og mig selv i København, men nu ér jeg jo her. Mit liv er her.

Og så er det bare svært, når familien plager, og ønsker, at jeg boede tættere på, så vi kunne ses noget mere, så vi kunne være tættere på hinanden, så jeg kunne være yndlingsmoster for ungerne lidt oftere. Og. Så. Videre.

Men det kan jeg ikke, for jeg er i Århus, og det har jeg valgt, og så må I finde jer i det. For selvom jeg elsker jer alle og sætter pris på at være sammen med jer, så er mit hjem her i Århus, og jeg er glad for det helt ind i hjertet.

Ting, som gør mig glad i dag

2010-04-24T15:30:00.004+02:00

Farfars billede, som endelig er kommet op på min væg.

Sol på fusserne.

Boller og focaccia.

Gode, fundne kasser

Gudinden.

Det der med de fælles venner...

2010-04-19T08:49:00.002+02:00

Når man finder en kæreste i en forholdsvis ny, men rigtig fantastisk venneflok, hvad sker der så, når man sårer ham, jokker på hans hjerte og kommer videre uden problemer? Hvem får vennerne? Skal folk vælge side? Hvordan gør man den slags?

Umiddelbart efter The Big Breakup var det tid til vennernes julefrokost, og da jeg jo var den forurettende part, trak jeg mig lidt i baggrunden og tænkte, at det var helt åbenlyst, at han skulle med, og jeg ikke skulle.
Det syntes jeg, var helt ok, fordi jeg gerne ville give ham plads og så videre, og tænkte, at alle nok ville få en bedre fest, hvis han kunne slappe af og ikke stå ansigt til ansigt med verdens ondeste kvinde.

Den sædvanlige nytårsfest, som plejer at være årets bedste aften, trak jeg mig også fra (længe før jeg fik at vide, at den faktisk slet ikke blev holdt). Nytåret blev i stedet skudt ind med min søster og min niårige nevø. Hvilket også var meget sjovt og gav en væsentlig sjovere 1. januar.

I det hele taget forholdt jeg mig lidt passivt i forhold til alle de fælles venner, som nu mest føltes som hans venner, fordi han har kendt dem alle noget længere end jeg. Og nåja, fordi det var mig, der havde knust hans hjerte og ikke omvendt.

Lidt tilfældigt har jeg mødt nogle af dem i forbindelse med fredagsbar og ture i byen, og heldigvis virker det ikke som om, der er dårlig stemning. Et par af dem har endda selv meldt sig på banen og sagt, at jeg da skal med til Roskilde og har inviteret mig med til ting og sager. Andre igen har jeg ikke hørt et ord fra.

Nu er det sådan, at der har været en påskefrokost, som jeg ikke blev inviteret til, og nu også en anden fest, som jeg kun har hørt om fra en af de andre. Og det er altså noget underligt noget.

På den ene side forstår jeg sagtens, at vennerne gerne vil tage hensyn til ham, men på den anden side får jeg lidt af en "What am I - chopped liver?"-fornemmelse i forhold til det. Vi var jo venner i et par år, før jeg fik kæresten og gik fra ham, men vi er så ikke venner nu? Fordi jeg fandt ud af, at mit liv var bedre, hvis det ikke indeholdt ham som fast mand og far til mine børn? Fordi jeg sagde det til ham på en forholdsvis pæn måde og havde forberedt ham på det i en måned? Fordi jeg smed kataloger om vielsesringe og amning ud, før han skulle pakke, så han ikke skulle se dét igen? Fordi jeg forlod mit hjem i en måned, for at han kunne få fred, og kun kom hjem, fordi han insisterede på, at han også kunne tage væk?

Jeg er voldsomt glad for ham, som sagde, at det er mig, der er den sjove at være på Roskilde Festival med. Og jeg er voldsomt glad for ham, som har inviteret mig til sin fest. Og jeg er voldsomt glad for dem, som inviterede mig til deres bryllup, selvom de ikke har givet nogen lyd fra sig siden. Og jeg er også voldsomt glad for ham, som for nyligt er begyndt at snakke musik med mig igen, som vi altid har gjort.

Og resten? Tjah, de var måske ikke så gode venner alligevel, men jeg giver tid og giver tid og håber, at de vender tilbage, og at alting finder sin plads igen.

Mig og mr. Right (Now?)

2010-04-18T13:23:00.003+02:00

Dengang jeg var i de små teenår, mente jeg, at det der med parforhold var noget underligt noget. Jeg kunne på ingen måde forestille mig, at to mennesker lige kunne mødes og elske hinanden vildt meget. Jeg tænkte, at én af dem elskede den anden og den anden....tjah, h*n nøjedes.

Så mødte jeg Klaus med de blå øjne og forelskede mig som kun 17-årige piger kan. Han var min mr. Right, the one og præcis den, jeg skulle dele hele resten af mit liv med. Og åh, han elskede mig lige så meget.
Det var helt perfekt, og endelig vidste vidste VIDSTE jeg, at 'den eneste ene' ikke blot var noget, som brødrene Grimm, Hollywood og Disney har opfundet for at få os til at drømme om noget, som ikke findes.

I løbet af de følgende otte (!) år slog vi op og fandt sammen et utal af gange, jeg var sammen med andre, han var sammen med andre, det var noget rod. Og til sidst blev jeg ramt af klarsyn og indså, at han nok ikke var Mr. Right, når det skulle være så svært. Så jeg gik.

Herefter mødte jeg en klog, dejlig, fantastisk mand på et online debatforum. Han var ALL THAT. Men jeg vidste godt, at når jeg sagde, jeg ville elske ham for evigt, var det for evigt = indtil jeg holder op. For det der evig kærlighed og happily ever after, det findes jo ikke.
Nogle år gik og endnu en gang gik jeg også.

Jeg tumlede rundt og troede slet ikke på den eneste ene eller mr. Right. Kynismen bredte sig og jeg mente, at de der lillepigedrømme var det dummeste.

Men så var det, at der skete noget. Først var det bare en onenighter efter en påskefrokost. Senere blev det kurmageri, frokost og sol i Botanisk Have, dating og alvor i mit hjerte. Åh, jeg var så lykkelig, han var jo præcis, hvad jeg ville have! Og den eneste ene, mr. Right, tåbelige lillepigedrømme om marengsbryllup og det hele slog lejr i mit lille hjerte endnu en gang. Indtil det holdt op ganske brat, og jeg endte med at sige, at det ikke skulle blive ved.

Nu sidder jeg her som 31-årig og ser tilbage på tre længerevarende forhold. De har alle haft deres gode sider, men alligevel har de samlet fået mig til at tænke, at mr. Right faktisk bare ér noget som Hollywood, Disney og de gamle eventyr har lært os at lede efter og drømme om.

Næste gang der kommer en eller anden forbi, er han mr. Right Now, for dét kan jeg tro på.

RF2010

2010-04-17T23:00:00.006+02:00

Torsdag var en herlig dag. Her blev den færdige plakat til årets Roskilde Festival offentliggjort.

Jeg hørte med på Ekstra Bladets hjemmeside, der livetransmitterede fra pressemødet og jeg fulgte med på alle tænkelige hjemmesider, så jeg kunne være fuldt opdateret.

Og ååååååååh, hvor blev jeg glad for det, jeg hørte og så!

Her er listen over hvem, jeg skal se. Hvis de altså bruger hovederne i planlægningen og ikke lægger alt det vigtigste (altså det, som jeg vil se!) lige oven i hinanden.

Gorillaz, Muse, Nephew, Prodigy, Patti Smith, Them Crooked Vultures, C.V. Jørgensen, Kasabian, LCD Soundsystem (dog uden så mange Long Island Ice Teas denne gang, vil helst kunne huske bare lidt af koncerten), Afenginn, The Floor Is Made Of Lava (tak for i torsdags, drenge), Florence And The Machine, Lindstrøm & Christabelle, John Olav Nielsen Og Gjengen, Schlachthofbronx, Teddybears (tak til gud eller nogen, lige dér!) og Fallulah.

Phew.

Og så er der udover dét en god håndfuld måske'er og alt det løse, som man bare lige dalrer forbi og bliver fanget af. OG jeg har stadig to måneder til at researche og finde ud af, om der tilfældigvis skulle være andre guldklumper imellem de ukendte bands. Og det er der jo altid.

Så alt i alt lader det til, at jeg får en travl og god festival. Så nu håber jeg bare, at vejret bliver godt (solskoldning og urinstøv er altid at foretrække frem for regn) og at jeg får råd til billetten.

Mine venner (!) mener, at jeg sagtens kan få en flise, indtil jeg har skrabet pengene sammen, menehm... jeg venter lige med den løsning til jeg er en hel del mere desperat.....

Sender I lige en tudekiks?

2010-04-13T11:37:00.004+02:00

Årh mand, jeg gider ellers ikke pive og klage på bloggen, men nu gør jeg det altså. Og så endda på sådan en fin og flot solskinsdag, hvor mine viskestykker og et enkelt lagen hænger på altanen og tørrer i den friske luft.

Jeg bor jo staaaaaaadig i den lejlighed, jeg havde med eksen, og det er for så vidt fint nok. Bortset fra at det ikke er.

Da vi var to om huslejen, havde jeg ikke engang råd til halvdelen og nu sidder jeg jo med hel-delen. Min søde fader hjælper mig hver måned, fordi han synes, jeg ikke bare skal flytte til det første, det bedste og så stå med hår i postkassen og gerne ville flytte om fire måneder igen. "Find noget ordentligt. Hvor du kan blive længe!" siger han. Og ja, det giver jo god mening.

Men nej, hvor er jeg bare træt af, hvordan tingene er lige nu.

Fordi jeg lever for farmands penge, føler jeg ikke helt, jeg kan skalte og valte med dem, som jeg gør, når det er mine egne (altså dem, jeg får fra staten, ikå). Og jeg haderhaderhader at være så afhængig af andre.

Jeg ved godt, jeg har et helt generelt problem med at tage imod, og jeg ved også godt, at det er min far, og selvfølgelig hjælper han gerne, når yngstedatteren er i knibe. Og jeg øver mig også og prøver på at blive bedre til at acceptere det, når mennesker gerne vil gøre noget godt for mig.Men for fanden. Det her er bare ikke sjovt i længden. For jeg ér jo 31, og jeg ér jo en slags voksen, og jeg BØR jo kunne klare mig selv, og det vil jeg virkelig helst gerne. Men altså...det kan jeg ikke lige nu. Og det sucker for hårdt.

Mit hjem er ikke mit hjem, fordi jeg ved, jeg skal flytte herfra, så snart jeg kan. Min koncentrationsevne er sådan cirka under gulvhøjde og mit humør følger den pænt.

Kan I ikke alle sammen (fordi jeg HAR jo bare så mange læsere!) krydse fingre for at det helt rigtige dumper ind i min mailboks i denne uge? Det ville være så freaking fabelhaft, hvis det kunne lykkes her i april.

Ghetto living

2010-04-08T19:52:00.004+02:00

Ok, så jeg bor ikke ligefrem i Gellerup. Og heller ikke Gellerup II. Men man kan nok godt sige, at området her kan kaldes Gellerup III. Stiften kalder i hvert fald pladsen oppe ved kirken og fakta for 'Frygtens Torv'...

Det er godt nok mest andre end os, der rent faktisk bor her, som kalder det ghetto og er bange for det. Og den holdning har de endda længe før, jeg fortæller dem, at politiet kører fast patrulje herude et par gange om dagen.

Jo jo, en underbo i min opgang fik skåret en trussel ind i sin dør, om at han skulle se at betale, det svin. Men faktisk var det ikke noget, der gjorde mig bange. Det kom jo ikke mig ved, og dybest set så kan man jo altid være 'på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt', uanset hvor man bor og sover om natten.

Jeg færdes i området nat og dag og har endnu aldrig været utryg her. Lige indtil i dag.

For i formiddags, da jeg kom ned til Kitte Kry (cyklen, husker I nok), lå der en plasticpose i cykelkurven. Den var halvtung, og imens jeg flyttede den, så jeg ned i posen.

Nu har jeg godt nok ikke set så skidemange våben i mit liv, og jeg har slet ikke set nogen, siden Politi-Brian viste os sin tjenestepistol i 9. klasse, men jeg var ikke i tvivl. Nede i posen lå en pistol.

Min første tanke var, at det var legetøj, men alligevel...den føltes for tung til at skyde med vand eller andet pjat. Jeg fik meget hurtigt varmen, mens jeg lempede den ud af den lille plasticpose (selvfølgelig uden at røre ved den, én HAR jo set CSI og den slags!) og prøvede at bedømme, om den nu var rigtig eller hvad.

Det ved jeg jo ikke en snus om, så jeg ringede til politiet og sagde, at jeg vist havde fundet en pistol i min cykelkurv, og spurgte, om de mon ville komme og se, om den var ægte eller hvad. Vagthavende sagde, at dét ville de rigtig gerne.

Og så var det jo, at jeg opdagede et gode ved at bo i det, som alle regner for at være ghetto - der gik ikke ti minutter fra jeg lagde på, til den første betjent kom omkring hjørnet!

Heldigvis var der bare tale om en gaspistol (synes jeg manden sagde, men hvad ved jeg!?), som nu er i polisens varetægt som hittegods. Men det er alligevel lidt skæmmende at opdage, at man bor et sted, hvor man erkender, at det faktisk godt KUNNE være et ægte, skarpladt vågen, der pludselig ligger i ens cykelkurv.

Oprop i blogland

2010-04-07T21:35:00.002+02:00

Stine fra StineStregen bliver hjemløs fra 1. maj - kender du nogen, der udlejer en lejlighed i Århus C? Så kontakt Stine. Læs mere her: http://www.stinestregen.dk/2010/04/sger.html

Hjertesuk

2010-03-31T15:44:00.003+02:00

Pyha.

Når man er sådan en, som tror, man har skræmt nogen væk, fordi man var fuld, skuffet og frustreret på én og samme tid, hvilket udmøntede sig i en hel del sms'er om savn og trælshed på en fredag aften, så er det bare så topdollar lige i lommen, når man får en sms nede fra det der ferieland af nogen, som er ude at se på delfiner og så lige tænker på at skrive hej og går det godt til en hystade her langt mod nord.

Årh, dejlighed, lige dér!

Søndag med spørgsmål

2010-03-28T14:42:00.005+02:00

- Hvorfor er jeg så skidehamrende eddikesur i dag? Og hvorfor går det ikke over?

- Skal jeg skrive til ham underviseren, at jeg har blå mærker på armen, som passer med hans fingre og at jeg godt kan lide det?

- Hvorfor blir det nu overskyet og regnvejr, når jeg netop har slukket for varmen?

- Hvordan laver man lige damage control, når den, det handler om, er taget til Gran Canaria? Og hvordan undgår man i øvrigt panikken over, at han er med kæresten dernede?

- Skal jeg skrive til ham underviseren bare i det hele taget, så han ikke føler, at jeg bare kom, knaldede og så gik, da jeg ligesom var færdig?

- Ér det mon ham den unge, der skrev fra et ukendt nummer i fredags og klagede over, at jeg var gået? Vil han noget igen? Var det bare fordi der ikke var andet? Og hvorfor er han i det hele taget så skidehamrende vigtigt for mig?

- Hvorfor er det egentlig mørkt, når kl. kun er kvart i 15?

- Hvorfor skal tingene være så svære og indviklede? Eller - hvorfor får jeg altid gjort tingene så irriterende svære og indviklede?

- Og hvorfor hader timing mig?

- Hvornår forbarmer de højere magter sig og sørger for, at jeg får et godt sted at bo, som jeg faktisk har råd til?

- Og hvad så nu med den fredagsbar efter påske, hvor der måske er hele tre unge mennesker (plus en underviser, der altid ligger lige for som plan b), som er ganske herlige!?

Prinsessekællingen

2010-03-24T11:27:00.003+01:00

Jeg har mødt en rigtig irriterende kælling.

Jeg burde nok faktisk have mødt hende for længe siden, men noget siger mig, at jeg hidtil har gået med enorme skyklapper og denial sat ind på rygmarven og derfor har undgået hende.

Men hun har næsten stensikkert været lige dér i periferien hele tiden. Og i går fik jeg så øje på hende.

Dumme kælling af en hoven, intrigant og dumt krævende prinsesse! Hun bor inden i mig, og det er noget værre noget.

Hun åbnede munden i går og råbte med høj og klar røst: "Neeeeeeeeeej, nejnejnej - du skal ikke ringe eller skrive til ham! Det er HAM! Det er HANS tur til at ringe og skrive. Hans tur til at sige, du er dejlig, hans tur til at være den, der har brug for, HANS TUR!"

Jeg studsede lidt over det. For vi ér da vel det der 'voksne mennesker' ikke? Vi regner da ikke gang for gang og øje for øje, gør vi? Vi siger da bare, hvordan vi har det, så andre kan tage stilling og handle derefter, ikå? Men nej, hun gav sig ikke. Jeg måtte sgu virkelig strenge mig an, og først da jeg vedgik, at det var mig der skrev sidst, gav hun sig.

Men dét er jo løgn.

Eller ok, det er ikke løgn som sådan. Men det var lige, da han var kørt og jeg opdagede, at han havde glemt overtøjet her. Da skrev jeg til ham. Men ellers er det nu ham, der har været mest fremme med "Kan vi ikke ses allerede nu i stedet for i morgen?" og "Men jeg skal da stadig komme i morgen, selvom jeg er her nu, ikke?"

Og hvad er det i det hele taget for noget, at der inden i (kloge, fornuftige, velovervejede) mig findes et fruentimmer, som insisterer på, at hun skal være den passive, den tilbedte, og han skal være den aktive og tilbedende!?

Det sømmer sig ikke. Det gør det bare ikke. Og det er slet ikke i tråd med mine øvrige holdninger til kønsroller og opførsle.

Fra nu af sørger jeg for at være endnu mere opmærksom, så jeg opdager det, når hun råber op. Så jeg véd, jeg kan lytte på hende, tænke mit og gøre noget andet. Som jeg i grunden synes er smartere.

Så nu skriver jeg sgu til ham, at jeg godt gad, han var her. Basta.

Ivrige Ib

2010-03-22T21:24:00.004+01:00

I dag er en dejlig dag.

Ikke kun fordi jeg har tilbragt en stor del af den i armene på ham der, som jo altså har en kæreste. Og nu har glemt sin jakke og et tørklæde her, så jeg obsesser en del og ofte går ud for lige at lugte til det. Jo jo, jeg ér skam 17 år et sted derinde!

Ikke blot fordi, vejret har været så fint, at mine lagner har hængt til tørre på altanen og nu dufter af frisk luft, og at jeg gik i fakta uden tørklæde og med små sko og glad kunne konstatere, at sutterne er tilbage i deres læskur (så ér det sgu forår!).

Heller ikke fordi, min BFF i dag skrev, at jeg i morgen kan komme forbi ham og låne den vigtige bog, jeg skal bruge til mit oplæg på torsdag.

Faktisk slet ikke engang fordi, det er Malene fra folkeskolenklassens fødselsdag (ja, jeg er lidt talautist).

Nej, allermest er det fordi, og sidder I ned børn? For det skal I, jeg har tænkt mig at råbe, hoppe, danse og skrige, som jeg har gjort det meste af dagen.

Det, som har gjort i dag til den bedste dag i verden (sådan næsten da) er ganske enkelt, at Roskilde Festival har hørt mine bønner (eller guderne, måske...oh well, en eller anden i hvert fald) og har booket verdens bedste band (lige nu altså) til sommer.

Gorillaz spiller simpelthen på Roskilde Festival.

Så nu er det ganske vist. Om jeg skal skure gulve og trapper, bippe varer ind i fakta på Frygtens Torv eller få en flise - jeg skal af sted til Roskilde Festival! Og jeg glæder mig. Så meget, at jeg næsten ikke kan trække vejret.

Nu mangler det bare, at de planlægger koncerten, så den clasher med noget af det andet, jeg pinedød vil høre. Men jeg har besluttet mig.

Gorillaz går forud for Florence and the machine.
Gorillaz går forud for Muse.
Gorillaz går endda forud for nephew!

Jeg skal se Gorillaz.
Og jeg fåking elsker det!

R.I.P. alle sammen

2010-03-22T17:33:00.004+01:00

Min dyrepark er lukket.
Tilsyneladende.
Jeg har i hvert fald ikke set liv i badeværelset i snart to uger.

Og ja, det er faktisk lidt trist.

Godt nok var Dude klam, og Fat Charlie var en, man fuld af panik skulle holde øje med, når man sad der på dasset, men nu er der slet ingen at tale til, når jeg er derude.

Andet end mit spejlbillede, naturligvis, men det er sgu så kækt og fuld af snappy comebacks, at jeg faktisk ikke gider.

Nogen, der ved, hvordan man starter en Ant Farm?

Dyreparken udvider

2010-03-10T17:28:00.005+01:00

Jow jow.

Ikke alene har Dude stukket sit grimme, skællede insekthoved frem et par gange (dog ikke i denne uge!), siden jeg nævnte ham her første gang - jeg har nu fået endnu en beboer i badeværelset.

I morges, da jeg var på vej ud af døren, skulle jeg lige vaske hænder, og hvad ser jeg på badeværelset - midt imellem vaskens porcelæn og gulvets klinke?

En edderkop.

En af de tynde, gråbrune, underligt aflangskroppede væsner, som bare sad dér og glor på mig. Strengt taget har den jo ret små øjne, og jeg havde for travlt til at nærstudere, så jeg véd jo ikke, om den gloede. Men det føltes sådan.

Vel hjemme igen har jeg sagt til den, at den for så vidt gerne må bo under vasken. Men hvis den rører mig eller på anden vis kommer 'tæt på' (vi ved endnu ikke helt, hvor grænsen for hysterisk flip med hvinen og gråd går), SÅ dør den.

Jeg har netop læst Anansi Boys, og derfor falder det mig svært bare at slå kræet ihjel, fordi den findes. Ærligt talt, den kan jo ikke gøre for, at den er en edderkop. Så nu lever den bare der indtil videre.

Og jeg har besluttet mig for at kalde den Fat Charlie. Selvom den slet ikke er fed. Men det var Fat Charlie jo sådan set heller ikke.

Live and let live. Så længe, du ikke rører mig!

Timing

2010-03-04T21:11:00.002+01:00

Dårlig timing er, når man har inviteret nogle af eksens skråstreg fælles venner i fredagsbar.

Og først kommer i tanke om dét, når man også har fået ja-tak-til-bar fra ham der, som man egentlig godt gad se lidt mere til, selvom man jo overhovedet ikke vil have en kæreste igen allerede - og selvom han faktisk allerede har én.

Det skal nok blive en festlig fredag.

...måske er det meget godt, jeg er småsløj, så jeg kan undskylde mig med helbredet og smutte hjem, hvis den dårlige timing udvikler sig til decideret dårlig stemning...

At dele det bedste

2010-03-02T09:59:00.004+01:00

Ovre i virkeligheden har jeg for tiden travlt med at høre på Gorillaz og Florence And The Machine. Sådan cirka hele min vågne tid.

Men det betyder jo ikke, at I skal vansmægte derude foran skærmen!

Derfor har jeg gravet en vaskeægte guldklump op fra fortiden og deler den nu med jer. Det er også min ringetone, så hvis I hører den ude i byen, må I gerne komme og spørge, om jeg er mig.

Enjoy - porrepigepolka for the WIN!

http://www.hersenscheet.com/loituma.php

Sølvfiskeri

2010-02-28T15:45:00.004+01:00

Jeg har fået sølvfisk på badeværelset. De bor inde under vaskemaskinen, hvor man aaaaaaaaaldrig kommer ind med støvsuger eller gulvklud.

Der startede med bare at være en enkelt sølvfisk, som panisk flygtede, når jeg tændte lyset og kom farende ud på badeværelset. Det var egentlig ikke slemt.

Jeg er sådan lidt imponeret over sølvfiskens plads i evolutionen, som er ganske enestående (måske lige med undtagelse af fætter krokodille). Den har stort set ikke ændret sig, siden den opstod, den har bare været helt perfekt fra the get go. Og dén slags ér sgu da imponerende i en verden, der har fostret aber med næser som tomler, hajer med hammerhoveder og ådselsfugle som er uden fjer, der, hvor de får blod og snask på sig.

Og i øvrigt var denne første sølvfisk ret lille. Kun omkring en millimeter i bredden på det tykkeste sted og fint sølvfarvet. Og den smuttede jo altid bare væk, når jeg kom. Ind under vaskemaskinen.

Et par dage efter var der så én mere. Den var kæmpestor og fed. Den måler mindst to og en halv millimeter på det tykkeste sted. Den er kedeligt grå. Og den flygter ikke!

Altså jo, den flygter jo, men den er satme så dum, at den nogle gange render hen imod mine små, bare fødder (en størrelse 40 kan godt være lille, når stupide smådyr er på vej imod den!) i vild panik.

Det værste er faktisk, at fordi den er så stor, så kan man se alting på den. Altså alle de der stikkejavertuser (følehorn eller sådan, tror jeg), som kommer ud af den både fortil og bagtil og gør, at den ligner, hvad den er. Et insekt. Et insekt på størrelse med en afklippet negl i mit badeværelse!

Nu er der kommet en til! Der er altså i hvert fald tre sølvfisk i mit badeværelse og hvor det var sådan noget nær hyggeligt (køb dog en kat, dame!) med en enkelt lille én, så er det bare klamt, når der er tre. Og specielt når den ene er så dum, at den flygter hen i mig.

Toiletbesøg foregår nu med øjnene på stilke, så jeg kan holde øje med, om de nu prøver at snige sig frem, mens jeg sidder der ganske forsvarsløs.

Forleden løb den fede af dem - tydeligvis deres leder - op på badeværelsesmåtten (der er økobomuld og bare overhovedet ikke fortjener den slags insektløb) og jeg udbrød "Dude, det der er fandme IKKE i orden!"

Min BFF fik genfortalt historien, og i stedet for at være medlidende og synes, det var ækelt, kiggede han bare undrende på mig og sagde tørt: "Taler du til dem?"

Og ja, det gør jeg faktisk.

Jeg taler også til min plante, Finn, fordi den ser ud til at kunne lide det. Og jeg taler til min cykel, Kitte Kry, fordi jeg tænker, at den så er mindre tilbøjelig til at stejle og smide mig af.

Det kan godt være, det er vanvid at tale til planter og cykler, men måske er det en fin ting at gøre med sølvfisk.

Jeg tror nemlig, jeg har skræmt dem ind under vaskemaskinen for tid og evighed. Jeg har i hvert fald ikke set dem, siden jeg kaldte den fede anfører Dude.

1-0 til taledamen over sølvfisk!

Lemming

2010-02-25T20:13:00.004+01:00

Jo, nu skal jeg lige være en brokso.

I kender godt lemminger, ikke? De der små pelsede dyr, som vi tror, bare altid hopper ud over en kant og dratter lige lukt ned i havet og døden. Det viser sig, at det gør de ikke. Så ville der ikke blive ved med at komme nye, forstår I nok.

Men lemminger. Vi kalder rask væk folk, der hovedløst gør som alle andre, lemminger. Og mennesker gør i store træk absolut det samme, som hende eller ham foran eller ved siden af.

I dag sad jeg i den varme bus (og havde iskolde tæer!) på vej hjem fra undervisning. Nede på Park Allé - den gade, hvor alle busser vælter ind og ud mellem hinanden, mens passagerer springer af og på og for livet - holdt min bus og læssede folk af. Og givetvis kom der også nogen på, men det kunne jeg ikke se, thi her i Århus går man ind i bagenden af bussen, og jeg har ikke øjne i nakken.

En anden bus kommer udenom og vil ind foran min bus. Der er åbenbart et eller andet til hinder for, at dét kan ske, og den anden bus holder bare og venter et par meter til venstre og lidt foran min bus.

Og nu sker der noget!

En cyklist dukker op bagfra. Ser min holdende bus, ser den anden holdende bus, og hun stopper. Står helt stille og sætter en fod på jorden. Den næste cyklist gør det samme.

Jeg tænker, at det sgu er sært, hvorfor kører de ikke bare udenom begge busser og kommer videre, det er jo røvhamrendepissekoldt og fugtigt? Men næh, de står bare der og venter.

Så dømmer jeg dem hardcore, og mener, at det er fordi, de er kvinder, at de ikke bare cykler udenom. "Ingen mand ville holde og vente på dét lort," tænker jeg.

Men lo and behold - ud af mørket kommer nu en mandlig cyklist. Og endnu én. Og hvad gør de?

De holder OGSÅ stille!

Først da den anden bus kører ind foran min bus, begynder de alle fire at cykle.

Og dét er jo edderlaber timing for dem, for nu skal min bus jo op i fart og ud på kørebanen og så er det da skønt at være cyklist lige der på ydersiden.

Hvis nu ALLE bare kørte cykel som mig, ikå.....Skide lemminger.

Terningemanden. Agtigt.

2010-02-23T17:54:00.006+01:00

Nu skal I alligevel lige høre noget om mig. Det plejer I jo ikke. Eller høre og høre, det er jo så meget sagt, men I kan vælge at læse det. Jow jow.

Jeg er sådan en, som har det rigtig, rigtig, RIGTIG skidt med valg. Det er altid umådeligt svært for mig at vælge noget som helst. Ofte fordi jeg ved, at ved at vælge A fravælger jeg samtidig B, C, D og aaaaalle de andre sager. Som jo måske kunne have vist sig at være fuldkommen fremragende og aldeles perfekte valg for mig!

Oh the horror of 'træf et valg'. Det gælder både for de store og de små ting her i livet. Skal jeg læse russisk? Skal det være på CBS eller på uni? Skal jeg flytte tilbage til Sjælland? Skal jeg gå ud med ham der? Skal jeg se dén film eller dén film? Eller måske et afsnit af Twin Peaks? Eller hvad med The Mighty Boosh? Eller Gilmore Girls? Og skal jeg nu have rugbrød eller havregryn? Og hvad med aftensmad, pasta eller ris? Pizza eller fritter? Skal jeg slå op eller blive? Skal jeg vælge dét fag eller dét fag som supplering? Skal jeg læse American Gods eller Nordkraft? Og hvad så med Catcher in the rye engang mere?

You get the picture. Forestiller jeg mig.

Altså - det ér meget svært at være mig. For det ér bare ikke til at gå igennem livet uden hele tiden at tage stilling til tingene. Og ser I, når man tager stilling og går én vej, så går man jo glip af alt det andet.

Og det der med at gå glip, ik? Det er ikke lige dét, Tigerdyr er bedst til.

Men jeg har fundet mig en hjælper. En lille sag, som altid kommer in handy, når jeg står og skal træffe en beslutning. Det hjælper i såvel store som små valg.

Det er "Okker gokker"!

I husker nok børneremsen; okker gokker gummiklokker erle perle pif paf puf væk med den beskidte luf. Og så er det altså det, man peger på, når man siger 'luf', som er blevet fravalgt og skal væk.

Det gør faktisk sagen klar i de fleste tilfælde. For så tager okker gokker valget. Og så kan jeg straks mærke, om jeg synes om det eller ej.

"Okker gokker....nå, pasta, siger du.....arh, jeg har sgu egentlig mere lyst til ris faktisk."
"Okker gokker....nå, Gilmore Girls, siger du..... JA! Det er sguda lige det, jeg vil se!"
"Okker gokker....nå, DR2 siger du.....naaaaaaaaah, jeg ser sgu lige serier fra Sverige!"

Works like a fracking charm. I love it.

PS - det eneste okker gokker aldrig spørges om, er cola. Der er kun én slags. The real thing. Oh yeah!

Søndag med solskin

2010-02-21T13:05:00.004+01:00

Selvom jeg virkelig elsker vinter og sne, så har jeg dog alligevel længtes efter solen i snart et godt stykke tid.

Det er dejligt med kulde og frost, men vi har bare mest haft skyede dage, og slet ikke nok af de dage med høj, klar sol og tindrende frost, som gør vinteren ekstra skøn.

Men det har vi i dag. Tre uger inde i februar lyser den store moder ned på os alle og spreder en smule varme og en masse godt!

Sikken glæde man kan få helt inde i hjertet, når solen blænder og får det indre ur til at tænke, at det næsten snart er forår. For solen lyver jo ikke.

Men så åbnede jeg alle vinduer for at få frisk luft ind. Og jeg skal da lige love for, at luften var frisk! Så frisk, at jeg straks fik kolde fødder (helt bogstaveligt) og måtte lukke snart efter igen.

Så nu sidder jeg altså inden døre med lukkede vinduer og uldne sokker. Men duften af udenfor hænger stadig i min næse, og solen hænger stadig dérude, midt på den blå himmel, og sender lovninger om forår og lun luft til os alle.

Nyd det.

Musik fra 1990

2010-02-13T20:48:00.003+01:00

Jo altså, i 1990 fyldte jeg 12 år. Utroligt, men sandt. To år senere blev jeg konfirmeret, men det er en anden snak. Nu og her handler det om musik.

Jeg skrev i går, at jeg, når jeg bliver stor, stadig vil høre musik fra 1990. Og det ved jeg bare, jeg vil. For når det har holdt de første tyve år, så holder det sgu nok også tyve år mere, forestiller jeg mig.

Det kan godt være, jeg før eller siden er nødt til at indse, at kvalitet og holdbarhed måske alligevel er en smule begrænset, men indtil videre lever jeg helt fint uden dén erkendelse.

Til gengæld tager musik fra 90'erne (ja, jeg udvider lige konceptet her) mig ofte med ned af en dejlig memory lane. Det heldige er jo, at det musik jeg husker og hører endnu, oftest har med rare minder at gøre. Musikken fra de uheldige dage med grimt hår, kikset opførsel i forbindelse med drenge og så videre - det hiver jeg ikke så tit frem af gemmerne. Så smart altså.

I aften har der på DR2 været tema om 90'erne og diverse musikere sidder bag skærmen i fine sofaer og med deres voksne måde at være på (undtagen lige dig, seje Kenneth Bager!) og forklarer, hvordan de lavede det ene og det andet og fandt på dette og hint.

Frem toner The Overlords, som jeg på ingen måde genkender.

Men alligevel er der bare ét eller andet indeni, som rører på sig, og febrilsk fisker efter noget sangtekst, som det véd, findes derinde.

En tekststump og en anelse af noget melodi gribes, og lige så snart jeg har den, farer jeg ind og jutuber på livet løs.

Og fordi jeg er så sød, skal I da alle sammen have muligheden for at vandre ned af den herlige memory lane (mindegade lyder bare ikke fedt) med mig og ikke mindst med jer selv.

I give you The Overlords - God's Eye! Den er SEJ!

PS. Totalt for fantastisk mundharmonika!

Når jeg blir stor!

2010-02-12T19:12:00.003+01:00

....vil jeg gerne være som Ronja Røverdatter.
....vil jeg godt lære at synge rent igen.
....vil jeg gerne have hår som Carrie Bradshaw.
....vil jeg godt finde ud af, at jeg ikke behøver glæde andre, hvis jeg dermed skal gøre noget, som jeg egentlig ikke helt har lyst til inde i hjertet.
....vil jeg klæde min datter ud som amazone (både indeni og udenpå), så hun kan lære det!
....vil jeg så altså gerne have en datter. Og en af de andre. Plus det løse.
....vil jeg gerne bade i en sø uden at være bange for, at nogen eller noget dernedefra kommer og tager mig.
....vil jeg have en hund. En New Foundlænder eller en Grand Danoise. For det skal være en tæve.
....vil jeg nok også have en kat.
....vil jeg gerne bo en slags på landet. Ikke for langt ude, men bare med udsigt til noget mark. Eller skov. Eller hav.
....vil jeg godt kunne være i et forhold uden at blive mørkeræd af det (og alt muligt andet-ræd).
....vil jeg stadig høre musik fra 1990.
....vil jeg stadig synes, oliven smager skidt.
....vil jeg gerne have et job, som jeg rent faktisk kan lide.
....vil jeg rigtig godt være bedre til at administrere min tid. Og mine følelser. Og mig selv i det hele taget.
....vil jeg have råd til den store pakke kabel-tv.

Snydt

2010-02-10T13:11:00.003+01:00

Så sad jeg og min BFF på unibar (yet again) og havde det sjovt med øl og venner.

En af herrerne sagde noget sjovt, og mente, han fortjente et kindkys.

Jo jo da, den slags kan jeg godt levere! Så jeg lænede mig ind over bordet og plantede et solidt smækkys på hans kind.

....bortset fra, at han drejede hovedet, så det landede smack lige på hans læber i stedet.....

Narret. Af det ældste fårking trick i bogen. Pschhhhh.

Teknologi vs. Ibber part II

2010-02-07T14:51:00.004+01:00

Jeg undrer mig. Højlydt. Alene hjemme i stuen er jeg kommet med indtil flere udbrud af bar undren. Tech-guderne driver gæk med mig.

Mobilen er kommet retur fra Telmore. De beder mig om, at jeg undlader metalspåner i højtaleren. Ja ok, jeg véd det jo godt, jeg sjusker alt for meget med alle de metalspåner, jeg omgiver mig med til hverdag. Fint nok, Telmore, jeg skal nok strenge mig an. Til alt held virker telefonen igen, og dét uden at have kostet mig en øre.

Efter eksens exit (uh, alliteration! Se lige mig, se lige mig!) sad jeg jo med en dvdmaskine og et fjernsyn, men uden kabel imellem dem.

Formedelst ethundredeogfemti kroner (shit mand, det er mange penge for en slags ledning!) fik jeg anskaffet mig et herligt scartkabel på hele halvanden meter, sådan at dvdmaskinen ikke skal hænge i kablet på siden af kommoden, der huser mit fjernsyn, sådan som den tidligere har gjort.

Glad og fro sætter jeg mig til at spise breakfast of champions (stegt hamburgerryg (i en snæver vending kan det godt erstatte bacon), baked beans og røræg), mens jeg havde sat en film i dvdmaskinen. Og hvad sker der så?

INTET!

Disken snurrer larmende rundt inde i maskinen i laaaaaaang tid, hvorefter teksten på skærmen fortæller, at der ingen disk er i. Men det er jo løgn, for jeg har selv lagt disken der, så jeg véd, den er der.

Nå æv. Men hey, måske er det bare lige dén dvd, der er i stykker? Jeg prøver da lige med en anden.

Samme resultat; ingen disk.

Urimeligt på en søndag med andendagstømmermænd.

Jeg prøver med et par stykker til. Stadig ingen disk. Men - lo and behold!

Da min russiske udgave af The Matrix (som hedder Matritza) suser ud af maskinen, har den en ekstra disk med!

Det er min Love, Actually, som har været væk siden jeg flyttede herud til ghettoen for lidt mere end et år siden.

Den har åbenbart gemt sig dybt inde i maskineriet og er først kommet frem nu, hvor den altså fulgte med selveste Matrix (jeg kan sagtens mærke gudernes ironi over at lade netop dén film fikse mit teknologi-issue).

Og ja, nu virker maskinen.

Så nu ser jeg sgu Alien! Fra 2003. Director's cut. Fordi jeg fucking kan.

PS Morgenmaden er længe væk, men måske henter jeg nogle chips til min cola. Oh yes, pludselig blev andendagstømmermændene meget nemmere at håndtere.

Arj men alser!

2010-02-02T17:30:00.004+01:00

Jeg er elektronikteknologisk udfordret.

Ja, jeg må sande og indse og bide i sure æbler.

For jeg føler mig forfulgt og tænker, at jeg må have været led ved noget elektronik engang i mit liv, siden karma befaler det hele at svigte mig på én gang.

Først skrev min mobil kinesiske (eller hvad ved jeg?!) tegn i stedet for numre i opkaldslisten. Så ville den ikke tænde, da jeg prøvede 'genstart'. Nu er den hos Telmore. Som har sendt TRE (3!) mails om, at de har modtaget den. Men har I så fået min telefon eller hvad, hvaaaaaaaar?

Snart efter købte jeg et kamera, havde det med i byen én gang og nu er det i stykker. Trykket til ukendelighed lige i den fine skærm, så man hverken kan se eller tage billeder. Fabelhaft.

Mit fine minianlæg ville pludselig ikke afspille cd'er. Jeg fandt så ud af, at det vil det gerne, man skal bare lige nusse laserdutten af først. Ellers drejer den cd'en rundt i laaaaaaaaaaang tid for blot at skrive '00' i displayet. Og så mange cd'er med 00 numre har jeg slet ikke. Men nu piller jeg ved dutten (!) og så spiller den fint. Indtil videre. For jeg har sikkert jinxet det ved at sige, at det virker.

Da telefonen døde, købte jeg en smuk og lækker mp3-afspiller, så jeg kunne rejse til og fra Sjælland i julen uden at skulle høre på mine medpassagerer hele vejen.

I går i bussen ville den ikke tænde. "Æv," tænkte jeg, og ræsonnerede, at der nok ikke var mere strøm på batteriet. Vel hjemme satte jeg den til computeren og så virkede den fint + blev opladt. Alle tiders, for så VAR det jo bare strømmen.

Åh, sikken naivitet!

I dag i bussen virkede den heller ikke. Så den kan åbenbart ikke tænde uden at have strøm i røven. Ergo må batteriet være røget. Og jeg har jo lige brugt kassen fra afspilleren til at sende telefonen til Telmore.

For fuck's sake!

Livets alvor

2010-01-26T22:54:00.004+01:00

Mit hoved er for tiden holdeplads for en hel masse informationer og mit lille hjerte er ved at sprække på grund af alle de følelser, som hopper rundt og boltrer sig dér.

Den korte version er, at jeg, med Bilbo Baggins' ord, føler mig "...stretched. Like butter scraped over too much bread." Og at det er svært for mig at holde hovedet koldt og oven vande her midt i januars tiltagende lys og hårde frost.

Den lange version er mange ting. Store ting. Alvorlige ting. Ting som fylder alt.

Når jeg har sovet fire gange mere, flytter eksen og er ude af mit hår. Det lyder hårdt, at jeg siger det sådan, men jeg véd, at vi begge trænger til det. Ingen af os trives med at valse rundt om hinanden som katten om den varme grød. Ingen af os synes, det er sjovt eller rart at skulle dele alting i hans og hendes og tage stilling til, om man nu vil have dé eller dé håndklæder, kopper, planter og whatnot. Ingen af os fortjener i virkeligheden at skulle finde os i hinandens selskab, når det nu bare ér slut og har været det i to måneder.

Vi opfører os pænt og roligt over for hinanden, men jeg er ikke i tvivl om, at han lider mindst lige så meget som jeg. Det er ingens hjem for tiden.

Ikke hans, fordi han flytter. Og ikke mit, fordi han stadig er her.

Stemningen er trykket og akavet og det bliver stadigt sværere at strække tålmodigheden. Vi gør det begge, men det bliver en lettelse, når jeg vender hjem lørdag aften og véd, at jeg er alene.

En helt anden sag, som er med til at strække mig på både tålmod og andre følelser (er tålmod en følelse?) er, at min far er syg.

Jeg har før skrevet om dengang for fire år siden, hvor han havde leukæmi og jeg var på Sjælland tre-fire gange om måneden for at besøge en far, jeg dybest set ikke vidste, om jeg ville have, når det blev jul, når det blev påske, når det blev sommer. Utroligt slidsomt var det, men på et år blev han rask og har været det siden.

Indtil sensommeren, hvor han fik legionella. Lidt af en forskrækkelse, som han dog kom over på et par måneder.

Og indtil nu, hvor han har fået konstateret en kronisk blodsygdom. Hans knoglemarv producerer forkerte celler; for mange hvide legemer og for få røde. Derfor har han svært ved at trække vejret og ved at 'være i gang'.

Det ér ikke leukæmi, og det holder vi os alle sammen stædigt for øjnene. Det er en sygdom, som ikke passer ind i nogen af lægernes kasser. Det eneste de ved, er, at det kan udvikle sig til leukæmi. De ved ikke, om den gør det, hvad risikoen er eller noget som helst. De véd faktisk ikke engang, hvordan de skal behandle den. Så de prøver med noget medicin, og hvis det så ikke virker, ja, så prøver de med noget andet, og sådan bliver de ved, imens vi allesammen sidder og prøver på ikke at ryste så meget af angst, at vi glemmer at leve i dag.

Begge dele er noget, som gør utroligt ondt inden i lille mig. Jeg er enormt følsom og selvom jeg kan være stærk, så tærer det, at min far er syg og at eksen bor her, så jeg ikke har ro omkring mig. Ro til at sidde og fordøje situationen med min far.

Oven i hatten kommer så det, at jeg bliver boende i vores fælles lejlighed. En lejlighed, som jeg stort set ikke har råd til halvdelen af huslejen i. Det er selvfølgelig en bagatel set i forhold til en far med alvorlig sygdom og en lille mig med ondt i livet, men det gør bare det hele værre, at jeg ved, at jeg skal leve på en sten, indtil jeg selv kan flytte. Hvilket jeg endnu ikke ved, hvornår jeg kan. Og jeg hader uvisheden. Jeg venter bare på, at noget skal ske. Det er opslidende.

På lørdag flytter eksen, på tirsdag starter forårssemestret og jeg kan opbygge min egen hverdag. Jeg satser på, at det giver ro indeni.

So there.

Derfor har jeg været lidt stille, og derfor bliver jeg nok ved med at være stille en tid endnu.

Tidsfordriv

2010-01-26T08:13:00.003+01:00

I mangel af pausekager må I nøjes med anden underholdning, mens jeg forsøger at få og holde rede på alle de ting, som flyver rundt inde i mit lille, forstyrrede hoved.

Enjoy.
http://pentagram.com/what-type-are-you/
Passwordet du skal indtaste er 'character'.

PS Jeg er dot matrix. Så ved I dét.

Hverdagens mysterier

2010-01-21T12:32:00.004+01:00

Jeg sidder her og undrer mig.

Det sker jævnt tit, for der er rigtig meget i denne verden, som jeg bare ikke forstår, uanset hvor meget jeg anstrenger mig.

Egentlig burde lige dette ikke undre mig så meget, for jeg forstår mig virkeligt ikke på tal. Jeg er dødgod til at huske pinkoder, cpr- og telefonnumre, datoer og alle den slags kombinationer. Men regne!? Ikke om jeg kan det.

Og dog. For jeg KAN jo godt lægge to og to sammen. Og endda liiiidt mere til.

Her er så det, som jeg ikke forstår. Og jeg har virkelig prøvet!

Jeg sidder med nogle peanuts af den ristede og saltede slags. På deklarationen står der at ingredienserne er 96% jordnødder, 2% vegetabilsk olie og salt.

Nedenunder er det så specificeret, at saltindholdet i produktet er 1gram pr. 100gram. Ok, den smarte matematiker inden i mig (gud, har jeg sådan en!?) siger mig så, at det jo er lig med 1 enkelt %.

Og så kommer regnestykket: de 96% nødder + de 2% olie + den 1% salt = 99%.

Hvad er så den sidste procentdel i mine jordnødder!?

Ydermere er der så kun 80 gram nødder i hele pakken, hvorfor det ægte regnestykke jo bør se lidt anderledes ud, men dét giver jeg mig alligevel ikke i kast med. Jeg nøjes med at vide, hvad jeg ikke ved, og undre mig over den sidste %.

Jamen sikke dog!

2010-01-08T12:30:00.003+01:00

I dag er det solskin. Og det er dejligt. Og jeg får besøg. Og det er også dejligt. Og jeg skal ud senere. Og det er også enormt dejligt. For det er så dejlige mennesker, jeg skal se. Kagedåser hele bundtet. I love it.

Hvad jeg ikke love'er så meget er, at det med lejligheden faldt igennem. Har set den og vidste med det samme, at hvis jeg havde set den, før jeg havde svaret, havde svaret været nej. Og jeg er et sted i livet (uh, mimre!), hvor jeg ikke gider flytte til det første det bedste og så flytte igen efter tre-fem måneder. Jeg vil gerne have et godt og ordentligt sted, hvor jeg kan se mig selv være i lang tid. Og være glad. Og ingen ef delene kunne ske i lige dén lejlighed.

Så nu bliver jeg her lidt endnu, men det er også ok. Jeg er fuld af fortrøstning, optimisme, glæde og troen på, at alting sagtens skal blive a-ok. Og endda sikkert ganske snart.

I believe.

Og derfor får I lige en darjlig sang med et af gårsdagens bands, Muse. Nummeret er indspillet af snart sagt gud og hver mand (eller kvinde, selvom Nina Simone kan lyde lidt mandig), men det er altid Muses udgave, der får mig helt ud over rampen og indgyder nydelse af livet og verden i mig.

Enjoy!

2009. Og 2010.

2010-01-07T13:20:00.005+01:00

Nu er vi jo efterhånden snart en uge inde i det nye år, jeg har læseferie, bloggen ligger stille og det ér bare på tide med en opdatering. Her er derfor lidt om sidste år og lidt om i år.

Ting jeg elskede i 2009

Kagedåserne!

Et dejligt hold veninder, som jeg fik på én gang blot ved at dukke op til Anarkistens dejligt dækkede kagebord!

Bachelor!

Da jeg i 2005 startede på russisk på universitetet, var det sådan set mest af alt, fordi jeg syntes, jeg var blevet så gammel, at jeg hellere måtte komme i gang med ét eller andet, hvis jeg ikke skulle gå helt bag af dansen.

Og da jeg ikke havde et særligt mål eller en ”Jeg skal da være blabla, når jeg bliver stor!”-tanke, så valgte jeg russisk, fordi jeg har rejst i Rusland og har stiftet bekendtskab med både sprog og kultur og syntes, at begge dele var fantastisk.

Det skulle jo vise sig, at interessen dalede efterhånden som den blev til en (sur) pligt, men jeg holdt ud (overraskende nok, det ligner ikke helt mig) og blev bachelor i russisk og retorik i sommeren 2009, dejlig besked at få i det støvede solskin på en festival.

Kandidatstudiet!

Jeg har skiftet studieretning fra russisk til nordisk sprog og litteratur, det som tidligere hed dansk. Og jeg elsker det! Fulgte i efterårets løb fire forskellige fag, som begejstrede mig helt vildt. Sproghistorie, klassiske værker, læse-skrive-kursus og film fra en (for mig) helt ny vinkel. Sikke muligheder for hjernespin, tanker og ny viden.

Fedt at mærke, at jeg igen havde interessen med på studiet. Og især fedt at mærke, at nu hvor bachelorgraden er i hus, er indstillingen til studiet meget mindre angstpræget. Og meget mere lystbetonet. Dét har jeg nydt. Og nyder stadig.

Singlehed.

Ja, det er jo ikke til at komme udenom. Jeg tog en rigtig hård beslutning sidst på året, men jeg kan mærke, at det absolut var den rigtige.

Så nu er jeg ganske single igen. Og 31. Og uden stress over dét. Agtigt. Men i hvert fald godt tilfreds.

Ting jeg glæder mig til i 2010

Nyt sted at bo!

Jeg blev medlem af en boligforening, da jeg i sin tid flyttede sammen med den første jydekæreste, og det har gavnet mig. Så allerede i midten af februar forlader jeg vores tidligere fælles lejlighed og flytter på 3. sal i min egen lille hybel i nærheden af Botanisk Have.

Forår!

Foråret kan man jo altid glæde sig til, og i år glæder jeg mig især til igen at opleve det i nærheden af Botanisk Have. Haven fylder mig med ro og glæde, og det ér bare mit dejlige, lille fristed. Og så en masse andre menneskers selvfølgelig, men også mit!

Praktik!

Joeh, jeg er nu kommet så langt i den der uddannelse, at jeg har et semester, som er beregnet til praktik. Det vil sige, hvor jeg skal ud i det virkelig liv og have en hverdag og et job på en virksomhed. Det kan blive dødspændende! Og det er allerede meget angstpræget.

Visse studiekammerater har allerede tjek på det hele, ved hvilken virksomhed de skal være i, hvad de skal lave der og hvornår de starter. Jeg er, i vanlig stil, fuldkommen overrumplet og blank for ideer. Men det skal jo nok komme.

Mulighederne er mange. Kommunikation er et vidt begreb, og det er den vej, jeg gerne vil. Forslag og ideer modtages med kyshånd og søde ord. Måske en nybagt bolle, hvis det er noget, der er rætti godt.

Musik!

Jeg har læst, at Gorillaz kommer med en ny plade i starten af 2010, og dét ser jeg meget frem til. Jeg har de to første albums og lytter til dem jævnligt. Ok, mest Demon Days (som absolut er en af de bedste plader overhovedet på de sidste ti år!), men den første af dem ryger også i afspilleren fra tid til anden. Hvis de nu så bare kom på Roskilde Festival, så ville jeg tisse lidt i bukserne af lykke.

Det gør jeg nu allerede næsten , for to af mine yndlingsbands har allerede annonceret, at de spiller på Roskilde! Det er Muse og nephew.

Det er jo ikke så længe siden, Muse spillede i Parken, men den koncert havde jeg ikke lige midler til, så jeg sad hjemme og modtog mms’er og stemningsrapporter fra indtil flere venner, som var derovre. Surt show.

Sidst nephew spillede på Roskilde Festival var i 2007, det frygtelige regnvejrsår, hvor jeg lå syg på min moders sofa i stedet for at opleve 07.07.07 live. Mere surt show.

Men i år får jeg altså lov til at opleve begge bands live på festivalen, og det ser jeg i høj grad frem til!

Og det er jo blot de ting, jeg véd, kommer. Så er der jo også alt det uventede, det overraskende og det, som fylder op ind i mellem. Jeg glæder mig i det hele taget.

Et hurtigt tip søndag formiddag

2009-12-20T11:45:00.002+01:00

Nu er det jo blevet svært køligt udenfor, og så kan læberne godt trænge til rigeligt pomade.

Men nogle pomader stivner og bliver meget lidt medgørlige, når de sådan køles ned.

Og hvad gør så en klog? Joeh, nu skal du se....

Løsningen er at stoppe læbepomaden ind i bh'en, så den ligger godt og kropsvarmt. Og efter blot få minutter er pomaden klar til påføring.

Åh så smart!

Life, the universe and everything

2009-12-14T10:30:00.004+01:00

Det er sikkert karma, der leger med mig, men lige for tiden synes jeg, at livet, universet og alting er meget besværligt at have med at gøre.

Som altid, når jeg har det sådan, er der hjælp at hente (midlertidig, men dog hjælp) i musikkens verden.

For tiden grovlytter jeg disse to.

En lille smule plat og søgt, men ikke desto mindre sangen fra end credits i en af verdens rareste film, "Good Will Hunting". Og den forbindelse er bare af den slags, som rører noget langt, langt inde i mit hjerte og inderste. Og det føles rart, når jeg hører den. Så derfor.

Jeg er ikke sådan rigtig meget til Jay-Z, men lige det her nummer er bare fuld af good vibes og 'det skal nok gå alt sammen'-glæde, som smitter en lille bitte smule af på mig, mens jeg lytter til det. Og den slags smitte skal man ingenlunde kimse af. Så det gør jeg ikke. Men jeg slår med nakken i takt med flowet. Oh yeah.

Farcen fortsætter

2009-12-01T17:42:00.003+01:00

Jow jow.

I går var jeg som nævnt på jagt efter Derma-produkter til min sarte - men velfortjenende! - hud. Jeg kom tomhændet hjem og måtte derfor på jagt igen i dag.

Udover at jeg fik købt en jakke, en hue, dejlige støvler, strømper, andre strømper og underbukser, så fik jeg faktisk også købt mine Derma-ting.

MEN!

I går var jeg jo i en Matas hele to gange. Begge gange så jeg efter Derma, men fandt det ikke. I dag vidste jeg, at Matas ikke var stedet, så det undrede mig såre, da jeg (på shopping med en veninde) så en dame i Matas gå omkring med en kæmpe bøtte sæbe af mærket Derma. Weird, tænkte jeg, og blev enig med mig selv om, at de måske har det i visse Matas-butikker, men ikke i andre. Eller at damen bare var en sær snegl, som altid gik omkring med en stor bøtte sæbe.

Men hun så nu fin og ordentlig ud og lignede slet ikke en, som går rundt med underlige ting bare for déts skyld.

Jeg trak min veninde med i Netto, for deres hjemmeside havde jo åbenbaret sig for mig og looooovet (LOVET!), at de ville have masser af Derma-sager!

Ak. AK blev der sagt!

Netto havde fire forskellige produkter, 9 ting i alt. Ingen af dem var dét, jeg kom efter. CrapNetto. (Ej, jeg elsker Netto, hader bare lige dén her del af det!)

Da jeg jo nu havde spottet damen med Dermaen i Matas, tænkte jeg, at måske, måske, MÅSKE kunne jeg være så heldig, at det faktisk forholdt sig sådan, som jeg tænkte før, at visse Matas'er fører Derma og visse ikke gør.

Endnu en gang hankede jeg op i veninden og gik til Matas. Jeg kom ind ad døren, så til højre og så til venstre .... og....

Eureka!

Der stod min Derma!

Det var godt nok ikke til Nettos tilbudspris, men jeg var faktisk ikke indstillet på at skulle flere steder hen for at finde de hersens sager, så jeg var pisseligeglad med prisen!

Jeg flåede til mig, kørte dankortet igennem (tænk, at det ikke er smeltet i dagens løb, de kan virkelig holde til en del) og susede hjem i bussen med masser af dejlig hudpleje i posen.

Nu venter jeg så bare lidt på, at det skal blive tid til at gå i bad. Hvilket det jo først gør i morgen.

Åh, men det skal blive så godt. NU har jeg ro i sindet og fred i sjælen - og Derma i badeværelset!

Nogle gange, ikå!

2009-11-30T21:41:00.004+01:00

...så er tingene bare FOR irriterende!

Dagens egentlige emne kommer lige om lidt.
Men først skal jeg lige fortælle jer alle, hvordan jeg i formiddags tog en tidligere bus til uni, fordi jeg har bøger fra biblo, som har overskredet afleveringsdatoen, og et par af dem er endda skrevet op til andre lånere. Så af sted med mig for at komme dårlig samvittighed og eventuelle bøder til livs.

Da jeg i ægte god tid nåede uni, opdagede jeg, at posen med bøger lå hjemme ved skrivebordet. Så vidste jeg bare inde i hjertet, at det var mandag.

Men nu - til dagens egentlige historie. Mindst lige så belastende!

Efter dagens lange undervisning tog jeg ned i byen, fordi jeg skulle købe nogle Derma-produkter til min sarte - men velfortjenende! - hud.

Egentlig bruger jeg jo ellers Origins, men der er kommet skår i min store kærlighed til dem, da jeg har opdaget, at de faktisk propper megaallerhelvedesallergifremkaldende stoffer i deres ting og sager. Så nu skal jeg trappe ud.

Jeg hoppede af bussen på banegårdspladsen og fes ind i Matas i Bruuns.

Skulle jo nemlig også lige have nogle andre ting, når jeg nu var på de kanter. En blush og den slags. Og en Rosebud-salve, bare fordi. (Uh, love!)

Brugte lidt for lang tid (og mange penge) i Matas, men kom da langt om længe ind i Kvickly.

Bare for at opdage, at de slet ikke fører Derma-serien mere.
Eller måske faktisk aldrig har gjort det.
Øjh, hvor belastende, når jeg jo stod der fem minutter i alle butikker (i denne her provinstown!)'s lukketid. Og med udsigt til en bus, som ikke kører hele tiden, men blot hver halve time!

Jeg ved jo godt, de har det i føtex, der har jeg før købt det. Men føtex var jo på kanten af lukketid.

Og ville jeg egentlig ikke også gerne snart hjem efter en lidt for lang skoledag!? Jo, det ville jeg jo. (Ja, for humanister er fem undervisningstimer i træk sgu lige lidt i overkanten. Ahem.)

Åh, men forresten.... jeg havde jo ikke købt cola.

Skulle jeg nu gå i Netto og købe det og lige se, om de mon havde noget godt? Kunne jo være, de havde et par Derma-sager, man kan jo til tider være heldig? Eller skulle jeg bare springe i fakta derhjemme på Frygtens Torv og købe mit drug of choice der?

Sikke mange beslutninger. Jeg brugte okker-gokker TO gange og fandt ud af, at jeg bare skulle tage hjem. Og så i den lokale fakta efter cola til holikeren.

Vel hjemme - med cola, knækbrød og hambernak - tænker jeg, at nu må jeg jo lige være godt forberedt til i morgen, hvor jeg igen skal til byen for at købe Derma-produkter til min sarte - men velfortjenende! - hud.

Derfor logger jeg på indernædded og tjekker føtex' tilbudsavis. Der var ingen tilbud på Derma. Totalt dårlig timing! (Men dog en termoflaske, som jeg helt sikkert kan bruge til at slæbe te med på un - og til kun 25,- kr.!)

Så tænker jeg, at jeg da godt lige kunne tjekke Nettos reklame også. Bare sådan fordi.

Og hvad opdager jeg så?

............De har sgu da en helvedes masse Derma-ting på bud i netop denne uge.

Og så var det, jeg blev træt af mig selv.

PS: Men jeg bruger stadig okker-gokker næste gang, jeg ikke kan beslutte mig!

En uge

2009-11-29T01:36:00.003+01:00

En hel fårking uge!

Jamen, hvad gik der dog galt, hvorfor har du dog ikke skrevet, hvad har du dog lavet og brugt din tid på?!?!

Lidt af hvert. Er det korte svar.

Det lidt længere er, at jeg er blevet single. Har været meget i byen. Haft mange, mange, mange, MANGE tømmermænd. Og har været til kagedag hos Anne Kirsten.

Den rigtig lange er alt for lang. Men de der ovenstående overskrifter er nu også meget dækkende. På grund af den første er der mange ting, som er lidt underlige for tiden. På grund af den anden og tredje er der mange ting, som halter en anelse. Mig selv frekkesempel. Men det er ok.

For jeg er glad. Det er hårdt, men jeg er glad.

Det betyder dog, at jeg får skrevet noget mindre herinde, end jeg ellers ville have. Det er ingenlunde (yay, yndlingsord!) fordi jeg har glemt alle mine (for jeg véd jo bare, at I er der) læsere, men blot fordi virkeligheden er en del mere krævende for tiden, at jeg ikke opdaterer så ofte.

Til gengæld er det snart jul. Og man ved jo aldrig; måske ligger der mere dinglepikpoesi og venter på jer i strømpen på kaminen....Stay tuned.

Årh hvad!

2009-11-21T13:58:00.002+01:00

Bare fordi det er lørdag.
Og bare fordi solen skinner.

Og især bare fordi de to ting kan gøre én lidt phjollet indeni.

O'naaaaaaaam!

Tøsetorsdag

2009-11-19T15:58:00.004+01:00

Gæt selv, hvad jeg skal i aften!

Med en håndfuld af de sjoveste, varmeste, dejligste mennesker, skal jeg ind og se den nye Twilight. Jeg har glædet mig i månedsvis!

Selvom jeg har meget om ørerne (og især i mellem dem!) for tiden, skal der være plads til at gå i biffen og græde, grine og savle sammen med kagedåserne.

Yay!

Uhm.

2009-11-14T18:22:00.004+01:00

Jeg holder meget af Simon Kvamm.
Altså ikke at jeg kender ham personligt, men de sider han viser frem offentligt, dém holder jeg meget af.

Der er mange, som mener, han er en selvhøjtidelig nar og ikke er kede af at sige det til alle.

Men altså - kom nu årn.

Har I set ham i Team Easy Ons pink-orange og meget stramme cykeldragt?

Hvor han i øvrigt har blåt hår, spiser kyllingesushi og har brillante replikker som "The shit is spraying out of my ass!".

Sidstnævnte endda i forbindelse med en scene, hvor han med cykelbukserne om knæene sidder på hug i skovskiderstilling i en vejside efter førnævnte kyllingesushi-erfaring.

Og har I set Baune? Fodboldtossen fra Herning, som ikke siger noget som helst klogt, men til gengæld griner på en vanvittigt skæg måde?

Og har I set ham prøve at holde styr på Kaare, Kaare (som er Kaares hund) og Henrik Solgaard i Angora?

Dét er altså ikke selvhøjtideligt.

Og hvad mere er, manden laver fantastisk musik.

Dét er jo altid en subjektiv vurdering, om man kan lide noget. Men Simon Kvamm (og resten af nephew) laver musik, som går lige i hjertekulen på mig.

Og det er Simon, som bliver fremhævet, fordi det er ham, der skriver teksterne, finder på de brillante ord og sætninger, som nephews sange bugner af. Og allermest, fordi det er ham, der synger. Hans stemme er som ingen andens og formår i dén grad at gøre mig blød.
I bolden, i hjertet, i knæene. Bare blød.

Første gang jeg skulle afslutte et kæresteforhold (som var efter en god håndfuld år, masser af oplevelser, mange store planer og løfter om for evigt), var jeg fuldkommen rundt på gulvet og anede ikke, hvad jeg skulle gøre.

Jeg talte med venner om det og fik løst det, og imens hørte jeg USADSB til hudløshed. Eller måske til andre menneskers hudløshed, men ikke min. For den plade kom til at stå som soundtracket i det sværeste, jeg indtil da havde gjort i mit liv. Og samtidig som lydsiden til et eventyr med mig selv i hovedrollen, som var efterspillet til the big breakup.

For ikke ret længe siden udkom nephews fjerde plade, som jeg også har. Og endnu en gang er den fabelagtige gruppe lydside til mine store tanker om livet, universet og alting (jeg ved godt, at svaret er 42).

Siden jeg første gang hørte Movieklip i 2003 har nephew og Simon Kvamm haft en fin plads i det varmeste inderste af mit hjerte. Og uanset hvor godt jeg ellers har haft det i mit liv og min tilværelse, har Simons stemme altid haft en særlig indvirken - den får mig til at længes.

Hvad jeg længes efter, ved jeg ikke, men stemmen og de ting, han synger i de mere dystre sange, går rent ind og får mig til at ligge på gulvet, kigge op i loftet og overveje, hvordan det ville være, hvis jeg bare rejste mig, tog min jakke, mit dankort og gik min vej uden nogensinde at se mig tilbage.

Jeg har endnu aldrig gjort det.

For som Svend siger i Nordkraft "Man kan ikke bare gå, for man følger altid efter." Ja. Nissen flytter med og derfor kan man ikke bare løbe væk og gemme sig i eventyr.

Men Simon Kvamm får mig til at tro, at det kan jeg. Og dét kan jeg i høj grad lide.

Oh noes

2009-11-08T21:09:00.003+01:00

Det er faktisk ikke, fordi jeg ikke gider.

Det er heller ikke, fordi jeg er død, druknet i novembers regn og blæst væk i stormen.

Det er simpelthen, fordi jeg har været syg i en uge.

Sidste søndag blev jeg mere og mere sløj på vej hjem fra Søster på Amar. Mandag måtte jeg blive hjemme fra uni. Ligeså tirsdag.

Onsdag og torsdag kom jeg af sted. Og mens jeg onsdag følte mig for svaweli' til at lytte på Merete Pryds Helle (ærgerligt, ellers!), så var jeg torsdag ok klar i hovedet (oder?) til at gå i Unibar med nogle venner og høvle et par julebryg i mig.

Fredag morgen var jeg slet, slet ikke særlig forkølet mere!

Til gengæld blev jeg det, som dagen gik, og tømmermændene fra torsdag fortog sig.

Jeg havde lovet at besøge den søde Sif i anledning af verdens bedste bagebogs udgivelse, og jeg gad ikke undvære det, så af sted på bussen til udkanten af byen og proppe mig med maltkager, pausekager og varm kakao.

Eller sagt på det så populære versemål "...dejlig chokola-ade og kaaager til". Som det sig hør og bør.

Men her sidder jeg altså søndag aften. En uge efter hjemkomst fra Amar, en uge som har budt på regn, storm, kulde, blæst, snot og hosten. Og jeg er stadig ikke rask.

Og som om det ikke er nok, at jeg hoster, til jeg får ondt i hovedet. Som om det ikke er nok, at jeg er snottet, så jeg snorker og vækker kæresten. Og som om det ikke er nok, at jeg i det hele taget er skidt tilpas.

Som om det ikke er nok - så har sygdommen ramt min stakkels tunge, så jeg nu ikke kan smage, hvad jeg putter i munden.

Og dét er altså ægte synd og skam. For mig.